Naser Khader er kommet i alvorlige argumentationsproblemer.

Efter DR fredag kunne udgive en historie om, at fem kvinder har oplevet krænkende adfærd fra politikeren, ser Khader politiske fremtid ikke lys ud. Faktisk kan man slet ikke se den, hvis man spørger 'Det, vi taler om'-panelet.

»Der har jo været nogle historier om ham tidligere, men det her er det endegyldige bevis og sandsynligvis også det endegyldige farvel til politik. Jeg tror ikke han kan genvinde troværdigheden tilbage, efter det her,« siger Thomas Heurlin, der i det daglige er direktør for produktionsselskabet Impact TV.

Han bliver bakket op af panelets anden deltager, Jacob Steen Olsen, der er journalist og anmelder på Berlingske.

»Det kan der ikke være nogen som helst tvivl om. Det lyder godt nok lidt hult, når han tilbageviser anklagerne. Hans undskyldninger er bemærkelsesværdige, og når man sammenlægger anklagerne, så viser der sig et mønster. Fremgangsmåden er nærmest ens, og kvinderne kender ikke hinanden.«

Khader bliver blandt andet beskyldt for at have onaneret ud over en af kvinderne mod hendes vilje. Fælles for alle anklager er det, at de beskylder Khader for at bruge sin magtposition. Det er Naser Khader ikke enig i, og for nuværende afviser han alle beskyldninger. Panelet har dog en overbevisning over, hvad den sande historie er.

»Hvis det var et enkelt tilfælde, og Naser Khader havde benægtet, så tror jeg, at jeg havde troet på ham, fordi der i sådan nogle sager kan være tale om opfattelser. Men når der er tale om så mange historier, så skal man være naiv for ikke at tro på det. Samlet set er troværdigheden enorm høj, selvom der er to anonyme kilder inkluderet i artiklen,« siger Thomas Heurlin.

Khader har som argument for, at anklagerne ikke er sande fortalt, at kvinder er vendt tilbage til ham efter deres første besøg. Det argument holder dog ikke, mener Jacob Steen Olsen.

Konservative Folkepartis Naser Khader under møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Christiansborg tirsdag den 9 marts 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Konservative Folkepartis Naser Khader under møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Christiansborg tirsdag den 9 marts 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg kan fortælle Naser Khader, at det er en ganske almindelig handling fra en person, der er blevet overgrebet. De befinder sig i en choktilstand, så det kan han altså ikke bruge som argument.«

Heurlin tilføjer:

»Man ved jo heller ikke, hvad der ligger bag. Det kan være frygt. Det kan være en metode for at slippe væk fra ham.«

Naser Khader er ikke den eneste, der høster kritik i 'Det vi taler om'-studiet. Også formanden for Konservative, Søren Pape, der er det parti Khader er tilknyttet, agerer 'tyndt' og 'fraværende' i sagen, mener panelet. Han har til B.T. og Berlingske udtalt:

»Den nødvendige konsekvens bliver draget, når undersøgelsen er færdig.«

En udmelding, han ikke får point for fra panelet.

»Jeg synes, den er virkelig umusikalsk den udmelding i forhold til det efterforskningsarbejde, der er lavet her. Som vi har hørt, har historien været undervejs i fire år, og DR har haft jurister og alt muligt andet ind over,« siger Jacob Steen olsen om Papes udmelding.