'Du skal nakkes.'

Det var en af mange hadske beskeder, der landede i radiovært Dan Rachlins indbakke, efter han tirsdag valgte at gå på Facebook for at komme med en opsang til dem, der ikke er vaccineret mod corona.

»Jeg tænker, det er en tosse – og det holder mig ikke søvnløs,« fortæller den 57-årige dj og radiovært i B.T.s podcast 'Det, vi taler om'.

Dan Rachlin er særdeles aktiv på Facebook, hvor han ofte lufter sine holdninger til aktuelle emner. Og det har gennem tiden givet ham en kritiker eller to.

»Jeg er for helvede blevet kaldt både 'jødesmovs' og 'nazist' i samme tråd – det i sig selv er en præstation,« smiler Dan Rachlin.

Men selvom hadefuld retorik i indbakken bestemt ikke er nyt for ham, har han denne gang valgt at anmelde dødstruslen til politiet, fortæller han.

Fredag skrev Dan Rachlin på Facebook, at 'nu må potten revne':

'Det er ikkevaccinerede, der driver smitten, pandemien. Det er ikkevaccinerede, der bliver mest syge og lægger mest beslag på sygehusvæsenet. Det er ikkevaccinerede, der forlænger pandemien, coronatiltag og almindelig frustration. Så jer ikkevaccinerede burde som minimum lukke r…. omkring, hvor trætte I er af snart to års krise.'

DJ og radiovært Dan Rachlin.
DJ og radiovært Dan Rachlin. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

I 'Det, vi taler om' forklarer han, at han er træt af, at dem, der brokker sig mest over, 'at nedlukningen har taget for lang tid', og at 'Mette (Frederiksen, red.) er fascist', også er dem, der lægger mest beslag på sygehusvæsenet og får det hele til at trække i langdrag, fordi de ikke er vaccinerede.

»Jeg sidder ikke og lovpriser vaccinen. Jeg ved sgu da godt, at der er folk, der er døde af den eller har fået langtidseffekter. Jeg siger bare, at den dårligste løsning i min verden er ikke at lade sig vaccinere,« siger Dan Rachlin i podcasten og tilføjer, at han godt ved, at man ikke nødvendigvis kan undgå smitte ved at blive vaccineret – men man nedbringer risikoen for et hårdt sygdomsforløb med indlæggelse.

Og det fik vaccineskeptikerne til tasterne, hvoraf én altså skrev: 'Du skal nakkes', hvilket Dan Rachlin valgte at anmelde til politiet.

»Men det, man gør, er, at man sender en mail med et screenshot, og så håber man, at nogen kan finde den her type. Men jeg har jo selv lavet lidt research, og det er typisk et dæknavn og en dækprofil, så på den måde forventer jeg ikke noget.«

Alligevel gider Dan Rachlin ikke følge velmenende råd om 'bare at ignorere det'.

»Nej, man skal ikke ignorere dødstrusler. Man skal ikke ignorere at blive kaldt jødesmovs. Det eneste, jeg ikke har fået at vide endnu, er, at jeg er pædofil,« siger han.

Ifølge en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI) er der blevet påvist 38.587 smittetilfælde hos personer, der er fuldt vaccinerede. Det svarer til, at 0,93 procent af alle coronavaccinerede.

Vaccinerne er alligevel et vigtigt redskab til at bringe smitten ned, forklarer afdelingschefen i SSI, Palle Valentiner-Branth, til Ritzau.

»Vi kan se, at der er tre gange øget risiko for at få infektion, hvis man er uvaccineret. Og der er fem gange øget risiko for at blive indlagt på hospitalet med covid-19, hvis man er uvaccineret,« siger han.