Der er intet, der er så fristende som at bruge ordet 'krise' om situationen om Trumps aflyste statsbesøg i Danmark.

Journalister og kommentatorer elsker det, for så kan de komme til orde, og det er jo deres job og det, de lever af.

Hvis man forestillede sig, at man en gang imellem ville 'tale en situation ned', altså afdramatisere den, så var der jo ikke en god historie.

Så det kan ikke undre, at hele Danmark er i oprør over, at præsident Trump har meldt afbud til at besøge os.

Den bedste kommentar, jeg har hørt endnu, var fra Lars Løkke, der sagde: 'Det er jo ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret, men har inviteret sig selv.'

Men er det et alvorligt signal om, at Danmark og USA er på konfliktkurs? Jeg hælder mest til socialdemokraten Mogens Lykketofts argument om, at denne sag har Trump nok selv glemt i næste uge (hvor han har lavet andre besynderlige beslutninger), og at det ikke vil påvirke forholdet mellem os særligt meget.

Problemet er bare, at de amerikanere, der har stemt på manden, ingen anelse har om, hvor hverken Danmark eller Grønland ligger henne. De vil ikke kunne forstå, at en amerikaner ikke kan købe hvad som helst i denne verden. Det er ganske enkelt en grundlæggende værdi for dem: 'Penge afgør alt.'

Så vi kan da glæde os over, at de 'førende kredse' i det politiske liv i Washington ryster på hovedet ad idioten, men det er bare ikke dem, der har indsat ham.

Vi kan vælge at sidde og vente på, at et flertal i USA bliver klogere og finder en almindelig fornuftig præsident. Men det har vi jo faktisk ikke nogen garanti for. Derfor synes jeg, vi må erkende, at vi i hvert fald indtil videre må vende os til nogle andre venner her i verden, som vi kan regne med.

Vi skal da gøre en hel del for at kunne eksportere varer, og for at vores erhvervsliv kan tjene penge til os, men der må jo også være grænser for, hvad vi skal høre på. Pandaerne fra Kina fik os til at klappe i, når det drejer sig om Tibet, fordi det gjaldt eksporten. I denne sag er købstilbuddet heldigvis så idiotisk, at enhver kan se, at det kan vi ikke engang diskutere.

I gamle dage måtte man tit som lille land bøje sig for en mægtig fjende.

Det nye er, at nu er det vores store venner, man må tåle fornærmelser fra eller blive tvunget ud i uhyrligheder af.

Nu er det Danmark, der også betragter USA som sin vigtigste allierede, der skal stå for skud og 'afstraffes'. Pengeafpresning kan man måske ikke kalde det, men det snerper.

Det kan blive en munter tid frem til præsidentvalget næste år.

Vi kan ikke lade os dirigere af en gakker, som ikke aner, hvordan virkeligheden ser ud.

Et kæmpe flertal af amerikanerne har aldrig været uden for USA. Derfor kan en præsident som Trump slippe godt fra alt det her.

'America first' dækker over en indskrænket politik, der bygger på uvidenhed og manglende uddannelse.

Der er kun et alternativ for os: styrke Europa og arbejde endnu tættere sammen om de store ting.

Vi kan håbe på et skifte i USA næste år, men vi har ikke tid til bare at håbe og bede.

Afbuddet overlever vi nok.