Selvfølgelig stemmer vi..! Vi danskere kan være stolte af vores folkestyre. Vores politiske samtale kan rumme et virvar af partier og synspunkter.

Og derfor har vi et demokrati, som millioner rundt omkring i verden sukker misundeligt efter. Hos os er valgdagen en festdag.

På tværs af uenigheder, er vi nemlig enige om én ting: at opfordre alle til at stemme på valgdagen. Hvor rygende uenige vi end kan være, så er vi enige om, at valgdeltagelsen skal være så høj som muligt - og det lykkedes ved Europaparlamentsvalget søndag, hvor valgdeltagelsen nåede op på den flotte rekord 66 procent.

Fordi det handler om noget dybere end det, der splitter os – nemlig det demokratiske fællesskab, hvor vi alle har en fælles interesse i, at så mange danskere som muligt bliver hørt. Men med nye partier begynder også en ny kultur at indfinde sig.

Forleden kunne vi derfor opleve, hvad jeg aldrig troede skulle være muligt – en partileder, der åbent opfordrede til ikke at stemme..! Helt i strid med vores demokratiske traditioner førte Nye Borgerliges Pernille Vermund sig åbent frem med synspunktet om, at hun i går søndag ville vælge sofaen frem for stemmeurnerne.

Hvad er det egentlig for et signal at sende? Til både vælgere og omverdenen?

Det mindste kunne da være, at man som partiformand møder frem og stemmer. Måske stemmer man blankt. Fred være med det. Men selvfølgelig stemmer man. Og i øvrigt har man jo ikke pligt til at fortælle pressen, hvad man har stemt… Men åbent at opfordre folk til ikke at stemme er en direkte hån imod folkestyret.

Og hvis vi skal hive det lidt op i perspektiv: en hån imod de millioner og atter millioner af mennesker rundt på kloden, som ville give hvad som helst for det privilegium, som Pernille Vermund altså blæser højt og flot på.

Naturligvis er der meget galt ved EU. Helt grundlæggende synes jeg slet ikke, der burde være noget Europa-Parlamentet, for hvert EU-land har jo sit nationale parlament. Og hvorfor kan de ikke samarbejde i stedet for, at vi sammensætter et kunstigt parlament, der kun sjældent synes at repræsentere dem, de egentlig burde arbejde for? Så langt er Vermund og jeg enige.

Men – og det er et stort men: ligeså længe Europa-Parlamentet findes, og ligeså længe EU har magt over danskerne, så bør vi naturligvis sende danske politikere afsted til Bruxelles/Strasbourg for at kæmpe vores sag. Det handler nemlig om Danmark. Og ved ikke at stemme lader man andre bestemme.

Hvordan man som dansk partileder kan forsvare på den måde at sende indflydelse over Danmark i retning af sine politiske modstandere er mig helt ubegribeligt. Som partiformand har man et ansvar, der rækker ud over sig selv og sin magelighed.

Man har et ansvar for vores demokratiske traditioner og institutioner. Alt det, som vi er fælles om og som holder os sammen som folk – på tværs af de politiske uenigheder, der i disse år synes at blive stadig mere markante. Netop derfor er det ikke i orden, når en partileder vender et valg ryggen. Om det er kommunalt, regionalt, nationalt eller europæisk.

Vi kan være uenige om, hvad vi stemmer og hvorfor. Men at vi stemmer, må aldrig komme til diskussion. Det er en borgerpligt. Ikke mindst for et parti, der ellers ikke misser en lejlighed til at tale om Danmark og danskhed. Sagen afslører dog endnu en detalje ved Nye Borgerlige som politisk projekt.

Ved at vende EU-valget i går ryggen har Vermund vist, at hun én gang for alle har sat parti over fædreland. Og den beslutning flugter desværre fint med beslutningen om, at Vermund i øvrigt slet ikke gider politik, hvis hun ikke vælges denne gang.

Også det er en underlig melding, hvis man virkelig mener, det handler om Danmark. For bliver man så ikke og kæmper? Løber man af pladsen, fordi der er modgang? Nej, så har jeg mere respekt for Kristendemokraterne, der gang på gang samler underskrifter for at stå på stemmesedlen, selvom de i 15 år ikke er kommet over spærregrænsen.

De vil demokratiet og tror på en sag, der er større end dem selv. Derfor bliver kristendemokraterne ved at kæmpe. Og det fortjener fuld respekt – netop fordi folkestyret er en del af os som folk. Det må ingen partileder vende ryggen.