Hvad sker der, DSB? Affaldet flød, og tiggere guffede pølsehorn i sig!

Forleden tog jeg som så ofte før toget fra Nørreport Station.

Se DSBs svar på Morten Messerschmidts kritik efter blogindlægget.

Allerede på vej ned ad trappen blev jeg mødt af øredøvende larm fra et hi-fi-anlæg, som en sydlandsk udseende mand havde medbragt til at akkompagnere sin harmonika.

Nede på perronen faldt mine øjne på det affald, der ikke var plads til i de overfyldte skraldespande, men som flere udenlandsk udseende personer havde kastet sig over.

Jeg funderede kort over, hvilket job der mon havde givet dem lovligt ophold her i landet, mens de i skraldespandene søgte rester af pølsehorn og pitabrød, som de ugenert guffede i sig. Nogle meter derfra vaklede en brølende fulderik rundt med en flaske i hånden.

Jeg er ikke specielt sart. Men som togpassager i Danmark synes jeg, at det – ud over tog til tiden - er rimeligt at forvente, at man trygt kan foretage sin togrejse uden at skulle løbe spidsrod mellem forfald, hærværk, affald og tiggeri.

Nå, men nu kom toget i det mindste. Men ak og vé: En ting var de betlende sigøjnere, som sprang om bord for at plage passagererne med intimiderende tiggeri, men hver anden togstamme var overmalet fra ende til anden og fra top til bund. Enorme bogstaver i flere farver. Døre og vinduer var totalt overmalede. I flere vogne kunne vi passagerer overhovedet ikke se ud eller lyset udefra komme ind.

Lader DSB blot togvognene stå ubevogtede hen, så klatmalere har fri adgang til at hærge dem? Kan det passe, at DSB ikke er i stand til at beskytte den ejendom, som Danmark har betroet dem? Åbenbart.

Politiske bløddyr fremstiller graffiti som kreativ virketrang, der endda skal stimuleres med offentlig støtte. Men graffiti er gement hærværk, som koster DSB og dermed passagererne 40 millioner kroner om året. År efter år efter år.

Men hvad nu, hvis man bare et enkelt år brugte lige så mange penge på projektører, kameraer, strømførende pigtråd og elektroniske snubletråde?

På hurtigt udrykkende patruljer med bidske vagthunde og ikke mindst bidske sikkerhedsvagter – gerne rekrutteret blandt tidligere dørmænd og veteraner fra Irak og Afghanistan?

Måske kunne DSB hente inspiration i Sverige og dernæst hente hjælp fra justitsminister Søren Pape? I Sverige har man såkaldte 'ordnings-vakter'. De sorterer under politiet og skal have 80 timers uddannelse.

De går i uniformer, har lov at bære knippel, forsvarsspray og håndjern og til at føre hund. De kan kropsvisitere, bortvise eller frihedsberøve personer, som forstyrrer den offentlige orden eller er i færd med at udføre en forbrydelse.

Altså kan de på et rangér-terræn konfiskere en maskeret mandspersons malerdåser og sammen med King eller Rollo tilbageholde/underholde ham, indtil politiet kommer. Det lyder da som en sjældent god idé från hinsidan.

En håndfast nul-tolerance-politik gør alle mere trygge. Spørg bare folk i New York. I løbet af 70'erne blev New Yorks Subway gradvist forvandlet til et lovløst helvede. Vold, hærværk og forfald og ikke mindst graffiti gjorde undergrundsbanen til nødtvungen transport for dem, der ikke havde andet valg.

Den republikanske borgmester Rudy Giuliani tog fat med hård hånd. Og han begyndte med graffitien. Filosofien var nul-tolerance, eller 'ingen kære mor!' Metoden var hunde, pigtråd, overvågning, et selvstændigt vagtkorps for New Yorks Subway – samt en så hurtig rengøring af vognene, at hærværks-malerne ikke kunne nå at prale af deres ødelæggelser. I 1989 rullede den sidste graffitihærgede togvogn i New York ud til en grundig afrensning. Det er 30 år siden!

New Yorks lov-og-orden-politikere gik til værks ud fra den afprøvede og beviste teori, at hvis man parkerer en bil med et knust sidespejl eller en brækket vinduesvisker, så bliver den hurtigt forvandlet til en skrotbunke.

Hvis man tillader, at beboerne i en ejendom erstatter et knust vindue med et stykke pap, så falder hele huset snart fra hinanden i en blanding af moralsk og fysisk opløsning. Den regel er universel – fra New York til DSB.

Jeg håber, at DSB vil se skriften på væggen. Og få den fjernet.

Svar fra DSB: Det skader os alle

Kære Morten Messerschmidt

DSB har, som du rigtigt skriver, en konstant kamp mod graffiti. Det er et stort problem, der koster os mange penge. Vi har det seneste halve år intensiveret kampen mod graffiti kraftigt og har taget en række initiativer, der skal dæmme op for hærværket.

Et af graffitimalernes mål er, at deres hærværk skal ses af flest muligt, derfor går vores indsats på at få fjernet hærværket fra togene hurtigst muligt. I weekenderne og om aftenen har vi indkaldt ekstra personale for hurtigt at få bugt med graffiti-hærværket, og i de tilfælde, hvor vi ikke kan nå at fjerne graffitien, inden toget skal ud at køre med passager igen, sætter vi streamere hen over med beskeden om, at hærværket er registreret og vil blive fjernet hurtigst muligt. Med streamerne ødelægger vi 'værket' og gør det på den måde mindre attraktivt at lave graffiti.

DSB's nye intensiverede indsats virker. Vi har kunnet registrere et dyk i antallet af hærværk. Og den grafitti, vi udsættes for, fjerner vi hurtigere, så de bliver mindre synlige. Det ærgrer mig derfor, at du har været passager i et tog med så meget graffiti, som du beskriver.

Vi har en række øvrige initiativer i støbeskeen, der skal gøre livet sværere for hærværksmændene, men i sagens natur kan jeg ikke her løfte sløret for, hvilke konkrete tiltag det er.

Vi har i adskillige omgange haft vagter til at kontrollere de steder, togene holder parkeret. Men det er en dyr løsning med en begrænset effekt. Graffiti-malerne kommer hurtigt tilbage, når vagterne er væk, og det er økonomisk ikke en mulighed at have vagter døgnet rundt alle de steder, vi har tog parkeret.

Graffitihærværk er ikke bare til skade for DSB, men i sidste ende skader det os alle, da det hvert år koster DSB mange millioner og gør togdriften dyrere, og der er desværre kun brugerne af den kollektive trafik og skatteyderne til at betale den regning.

Med venlig hilsen

Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB