Mandag læste jeg en meget forstyrrende overskrift, som lød sådan her: 'Hver tredje gymnasieelev har gjort skade på sig selv.'

En undersøgelse viser, at der er en stor stigning i antallet af elever, der gør skade på sig selv i danske gymnasier. En undersøgelse, som professor i selvskade, Bo Møhl fra Ålborg Universitet, står bag.

Men hver tredje elev! Hvad er det, der foregår? Jeg er godt klar over, at mange samfundsmæssige ting har ændret sig siden dengang, jeg selv gik i gymnasiet. Men at de ligefrem er så ’hårdt ramte’, at de skal gøre skade på sig selv. Det er da ikke i orden.

Der er selvfølgelig mange ting, der spiller ind: Større krav, mere pres og forventninger fra sociale medier, digital mobning, flere opbrudte familier, en sårbar periode i livet med identitetsdannelse, en trang til ’at passe ind’ osv.

Men skal ungdomsårene ikke mest handle om kærester og kærestesorg, om ens første rigtige job, om p-piller og piña coladas, og om at vende det hvide ud af øjnene, fordi vi voksne ikke fatter en meter?

Naivt og urealistisk, kan man mene. Men det skal i hvert fald ikke handle om at skære i sig selv.

Men hvad betyder det egentlig at gøre selvskade? Og endnu vigtigere: Hvorfor gør man skade på sig selv?

Selvskade er en bevidst fysisk skade på en selv uden en intention om selvmord. Man kan sige, at den fysiske smerte kortvarigt tager fokus væk fra en psykisk smerte. Det er altså en mestringsstrategi til at håndtere svære følelser eller situationer.

Selvskade handler ofte om en lav selvfølelse (selvværd), selvhad eller skyldfølelse og bliver derfor en slags selvafstraffelse, fordi man ikke bryder sig om den, man er. Man skammer sig over sig selv. Og derfor er følelser som skam og utilstrækkelighed en stor drivkraft i selvskade.

Men utilstrækkelighed og skam præger ikke kun personer, der skader sig selv. Det præger alles liv. Det er simpelthen blevet en kulturel epidemi. Prøv selv at udfylde denne sætning: Aldrig _______ nok. Hvad skal der stå på stregen for dig? Aldrig tynd nok? Aldrig succesfuld nok? Aldrig sikker nok, tryg nok eller magtfuld nok? Eller måske er det den helt fundamentale utilstrækkelighed, som de fleste kender til: Aldrig god nok eller aldrig elsket nok.

Denne utilstrækkelighedskultur dræber jo al form for livsgejst og glæde ved livet. For når vi vågner om morgenen, er første tanke ofte: Jeg har ikke sovet nok. Så til morgenmaden, hvor man ikke har tid nok. På arbejdet, hvor man måske ikke var god nok. Og så på Instagram flere gange om dagen (som egentlig burde skifte navn til ’YouAreNeverEnoughGram’) hvor alle er smukkere, mere berejste og lever et langt mere perfekt liv end en selv osv. osv. Dag efter dag med utilstrækkeligheder og mangler.

Det skaber perfektionisme, konstant sammenligning med andre og mangel på engagement, fordi man er bange for at træde forkert.

Det overordnede problem er vel egentlig, at vi som samfund har mistet balancen.

Balancen mellem det ydre og det indre, det materialistiske og humane, mellem gøren og væren. Fordi vi har mistet kontakten til os selv. Den kontakt, som vi alle er født med og udviser som lille barn, en total væren i verdenane og direkte forbindelse til den indre naturlige livsglæde og følelse af at være hel og elskelig. Men som vi stille og roligt med tiden lukker ned for med tillærte negative overbevisninger, og fordi vores fokus bliver mere og mere udadvendt: På præstationer, vurderinger og anerkendelse.

Det gør ondt i sjælen, når børn og unge har så ondt i livet, at de må gøre skade på sig selv (idet det forekommer helt ned i 10-års alderen). For har alle børn ikke ret til at føle sig elsket? Til at vide, at der kun findes én som dem. Til at drømme og tro på sig selv. Og til at føle sig trygge og beskyttet. Kærlighedsmætte børn. Der føler sig ønsket, elsket og forstået.