Når man sammenligner det britiske parlament og det danske folketing, bliver man ret stolt af, hvor civiliseret det hele foregår hos os.

Der er ingen afbrydelser, man taler pænt, og det kan da af og til nærme sig det kedsommelige.

Men jeg skal også love for, at der bliver regeret med hård hånd. Senest er den unge kvindelige politiker Mette Abildgaard blevet nægtet adgang, fordi hun, helt ekstraordinært, havde sin lille datter på armen.

De har til tider haft et lidt stramt forhold til børn derinde. Da jeg var fem år og skulle med min mor ind for at høre min nyvalgte fars jomfrutale, kom der også en høj (himmelhøj i mine øjne) folketingsbetjent, der barsk spurgte min mor: 'Kan hun der nu sidde stille???' Det grinede vi en del af, da jeg år senere mødte ham igen, nu som medlem af Folketinget.

Jeg husker også, at jeg som minister og enlig mor måtte ringe og melde, at jeg kom for sent til regeringsmøde, fordi min lille søn var syg.

Mormor skulle først hentes på plads. 'Nå, men så skriver jeg, at DU er syg,' lød svaret fra sekretæren, og jeg måtte virkelig protestere højlydt for at få anerkendt, at der var noget, der hed et barn, og at det kunne blive sygt.

Ellers er det nu gået ret gelinde. Mine egne børn har jævnligt været rundt i de fine gemakker.

Da min ældste søn, Christian, blev præsenteret som finansudvalgets første barn, sad alle de ældre herrer og sang en velkomstsang til ham, skrevet af Bertel Haarder, som senere husker den lille bandit for at have jaget ham ned ad gangene i ministerierne med et træsværd.

Min Rasmus deltog som fireårig med stor selvfølgelighed i et ministermøde i Statsministeriet, og det kom der heller ikke de store katastrofer ud af. Der var overskud og rummelighed til det hele.

Han fik ovenikøbet statsminister 'Poul Nyrupsen', som han kaldte ham, til fra Folketingets talerstol at flette ham ind i sin tale. Statsministeren svarede på et spørgsmål fra, så vidt jeg husker, Thulesen Dahl, og fik øje på lille Rasmus og mig oppe i tilhørerlogen.

Nu var det sådan, at vi et par uger før under en privat sammenkomst havde forsøgt at sætte en hjemmeproduceret drage op, og det huskede både Rasmus og Nyrup med stor glæde.

Så lige midt i talen indskød statsministeren: 'Og jeg vil gerne sige til spørgeren, at det jo er ligesom at sætte drager op.' Og så fortsatte han. Det tør siges, at både spørger og de øvrige tilstedeværende blev noget forvirrede. Rablede det for landets statsminister?

Så der har egentlig været god plads til både børn og smil.

Og så er det, jeg undrer mig.

Hvad skulle der ske ved, at en ung politiker, der kunne være blevet hjemme og passet sin barselsorlov, ved et enkelt tilfælde tog sin lille datter med ind i det helligste? Folketinget er landets fineste arbejdsplads, ingen tvivl om det.

Men man bør vel kunne følge lidt med tiden, og jeg gad vide, hvad det skulle skade. Medmindre ungen skreg højlydt og konstant, var det nok ikke værre, end at der blev sat lidt mere liv i kludene.

Jeg synes, at Folketingets formand skal udvise en fast hånd, men hun behøver ikke at være stramtandet, og det er lige det, hun er her. Vis dog lidt format og lidt rummelighed. Tag det med et smil, fru formand, det bliver hverken du eller Folketinget mindre respekterede af.

Det gør da ikke noget, at vi uden for Borgen kan se, at det er levende mennesker, der repræsenterer os. OG at de er i stand til at føde levende børn.