»Jeg er ked af, at jeg bliver set som en person, der ikke kan være hovedforsørger i en familie på grund af det fag, jeg har valgt.«

Sygeplejersken Luca Pristed deltog i B.T.s Facebook live til en snak om sygeplejerskernes løn. Debatten kommer efter, at Dansk Sygeplejeråd har varslet strejke, hvis ikke de får et markant lønhop.

Det er den såkaldte tjenestemandsreform fra 1969, der gør, at sygeplejersker får mindre i løn end eksempelvis skolelærere, selvom deres uddannelse har samme længde. Dengang lavede man et lønhierarki, der tog højde for, at branchen var kvindedomineret, og derfor skulle lønningerne kun bruges som 'sekundær' indkomst til en husstand, fordi man dengang så manden som hovedforsørgeren. Det er dog en anden tid, vi lever i, i dag, mener Luca Pristed.

»Jeg synes, man burde gøre op med det økonomiske efterslæb, som det her fag har. Lønaftalen er lavet på andre vilkår, og det stemmer overhovedet ikke overens med det arbejde, vi fuldfører den dag i dag.«

Han fortæller selv, at han som nyuddannet tjener cirka 25.000 kroner i grundløn før skat (uden pension) og cirka 3.000 oven i det i tillæg for aften- og weekendvagter. I næste måned skal beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd om sygeplejerskernes appel om at få mere i løn. Det glæder Luca Pristed sig til at se resultatet af.

»Jeg er meget spændt på, hvad beskæftigelsesministeren har at sige efter sit samråd i maj. Som regeringen spytter ud med milliarder under coronapandemien, så synes jeg, det vil klæde dem at kigge vores vej for en gangs skyld.«

Pengene skal jo komme et eller andet sted fra. I vil ikke have, at de bliver taget fra andre erhvervsgrupper. Vil det sige, at I vil have, at de skal tages fra skatteborgerne?

»Alt det tekniske synes jeg, politikerne skal klare. Det var dem, der lavede aftalen i 1969, og det er dem, der burde få sat skik på det hele.«

Men kan du forstå dem, der siger, at det er et skidt tidspunkt at bede om flere penge, når vi står med et økonomisk efterslæb fra coronapandemien?

»Det er aldrig passende at snakke om sygeplejerskers løn. Jeg synes om nogen, at vi burde få højere løn efter coronapandemien, hvor sygeplejerskerne har gjort en ufattelig stor indsats. I Frankrig er de eksempelvis blevet belønnet med 60 milliarder fra staten. Jeg tror godt, at den danske stat kan finde nogle penge frem, hvis de virkelig vil.«

Hvor meget vil I så have ekstra i løn?

»Jeg synes, at det vil være fair at komme op på det niveau, hvor de mandsdominerende fag ligger med samme længde uddannelse. Lige nu er vi 15-20 procent under, så det er i det niveau, vi ønsker at komme op.«