Jeg kan forstå, at en af mine faste læsere, Rasmus Nordqvist fra Alternativet, i sidste uge undrede sig over, hvorfor jeg ikke bliver inspireret af (navnligt unge) miljøaktivister.

Jeg er oprigtigt glad for hans spørgsmål, for jeg tror, han vil kunne få glæde af at kende svaret. Måske kunne dét inspirere til en dialog, der er til at holde ud for os, der tillader os at spise kød en gang imellem, men som også sorterer affald, går i genbrugstøj, køber økologisk og har droppet bilen, uden vi dermed behøver belære andre om, hvad der er rigtigt eller forkert.

Hvis man skal inspirere sådan en som mig (uanset tema), så kræver det: 1. At man indgyder respekt. 2. At man selv går foran med det gode eksempel. 3. At man er nuanceret. Og der lader til ofte at være en diskrepans mellem punkt 3 og så det at være aktivist.

I sidste uge havde 'Debatten' på DR en diskussion om, hvordan Danmark skal se ud om 10 år.

I den del af programmet, hvor de skulle diskutere klimaløsninger, havde man på den ene side Bjarne Corydon (Børsen), Andre Rogaczewski (Netcompany) og Martin Thorborg (iværksætter). Og på den anden side klimaaktivist Birgitte Diget – for øvrigt iklædt kridhvid bomulds-T-shirt (jf. pkt. 2), men jeg kender jo ikke dens oprindelse – og Anna Malzer, der er direktør for Mungo Park.

Birgitte Diget påstod gentagne gange, at der ikke findes grøn vækst, og så må man spørge sig selv, om hun ved, hvad vækst er.

Vækst er jo, når nogen tjener flere penge og således bidrager med mere til statskassen. Det er sådan, staten skal blive bedre i stand til at fremme den grønne omstilling, som er dyr, og som vi har hårdt brug for. Mersalg af f.eks. knowhow og software sviner ikke. Her missede Birgitte Diget pkt. 1.

Da Anna Malzer så endelig fik mulighed for at komme på banen under emnet klima, sagde hun gudhjælpemig: 'Når jeg er ude for noget eksistentielt i livet, der gør ondt, så går jeg ud og køber tøj.'

Her mistede Corydon mælet. Thorborg rystede på hovedet og sagde: 'Du mangler en hobby – det der er dårlig opdragelse', og Rogaczewski forsøgte at gyde olie på vandene ved at sige: 'Det, der kan samle os, er, at klimaet er en vigtig ting.'

Jeg håber ikke, Anna Malzer deltog i panelet i håbet om at skabe god omtale for sit teater. Men hun påstod at være repræsentativ for den unge generation (hun er 28), og hvis det er sandt, ja, så ser det denondelynemig ud til at blive op ad bakke, hvis unge såkaldt klimabevidste frontløbere skal inspirere åbenbart ignorante røvhuller som mig.

Tre nedslag fra ugen

Ugens ærgerlige nyhed er, at Britta Nielsen kun fik seks et halvt års fængsel for at have stjålet 117 millioner fra danskerne. Der var mulighed for at idømme hende 10 års fængsel, hvis man fandt, at der var skærpende omstændigheder. Det synes man så åbenbart ikke, der var, og det begriber jeg simpelthen ikke. Hun kan være ude langt tidligere, hvilket kunne give andre den idé, at det faktisk lønner sig at svindle og bedrage.

Ugens spændende nyhed er den nye danske film af Malou Reymann, 'En helt almindelig familie'. Den handler om en far, der skifter køn. Jeg har ikke set den, men den er røget ind på min to-do-liste, efter jeg så traileren, som i sig selv er meget rørende. Den kommer samtidig med en dansk animationsfilm, 'Drømmebyggerne', som handler om skilsmissebørn.

Et andet tema, men også et familiedrama set fra børnenes synsvinkel. Hovedpersonen slår hovedet på sømmet, da hun siger: 'Det er jo ikke, fordi din far eller min mor ikke kunne lide os. Jeg tror bare, at de bedre kunne lide sig selv.'

Ugens mysterium er videooptagelsen fra barnebegravelsen ved moskeen i Nordvestkvarteret, hvor Stram Kurs demonstrerede og råbte 'ned med Sharia'. Jeg møghader Stram Kurs og alt, hvad de står for, men prøv lige at se videoen. Der er et eller andet mystisk ved det setup. Rustvognens placering væk fra moskeen.

Udstillingen af den lille kiste. Hvorfor prøver bedemanden ikke at skabe en diskret situation, som man jo gør ved en begravelse? Hvorfor har politiet givet lov til demonstrationen? Der er noget lusk.