De fleste kender udtrykket 'At være til grin for sine egne penge'.

Det er præcis tilfældet for samtlige skatteborgere i det her land, efter finansminister Nicolai Wammen præsenterede årets finanslov.

Det er komplet ubegribeligt, at finansministre elsker først at opkræve penge for derefter at sende dem retur til de samme mennesker.

Det mest tåbelige projekt i den retning er 'boligjobordningen'.

Her kan du få et kontant tilskud fra staten til at få revet din græsplæne. Du kan få støvsuget din stue, vasket dine vinduer og isoleret dit gulv. Forskellige finansministre har elsket denne lille slikbod til almindelige danskere på Poppelvej eller Fortunvænget i håb om, at de først vil svinge dankortet for derefter at hente pengene hos den gavmilde regering.

Det er ren stemmebetaling.

Ordningen har været populær, for hr. og fru Sørensen har de to seneste år fået 25.000 kroner for at ringe til den lokale håndværker.

Godt nok vil finansminister Nikolai Wammen beskære ordningen i det kommende år. Men det er helt håbløst, for ordningen er overflødig. Alle ved, at det i øjeblikket er umuligt at finde håndværkere, der kan løse almindelige småopgaver. De fleste håndværkere har i øjeblikket så rasende travlt, at de sjældent tager telefonen. Deres ordrebøger bugner, der er mangel på håndværkere – endda i en sådan grad, at prisen for håndværkere er på himmelflugt.

I hovedstadsområdet er det velkendt, at en murer kan tjene op til 65.000 kroner om måneden. Derfor bliver alle entrepriser og tilbud i øjeblikket voldsomt meget dyrere. Der er ganske enkelt tryk på alle kedler, og derfor er det helt gak, at staten hjælper til med at presse priserne op og gøre det endnu sværere at få bygget carporten om.

Finansministeren skal droppe ordningen helt og i stedet lade danskerne beholde deres egne penge. Det er ikke en stor post på det danske statslige husholdningsbudget, bevares. Sikkert i omegnen af 300-500 millioner kroner. Det er endnu uklart, for regningen er ved at blive gjort op. Men det vil være betydelig sundere, hvis danskerne selv bestemte over deres penge, og det ville symbolsk være stærkt at droppe endnu en bureaukratisk ordning.

Så Nikolai, stop nu den forrykte ordning – det er spild af vores penge.