Mange var med rette bestyrtede, da Venstre-profilen og tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers tidligere på måneden meddelte, at han ønskede at forlade Folketinget.

»Det her har været en meget svær beslutning for mig, og jeg har brugt sommeren på at tænke godt og grundigt over, hvad der var det rigtige. Jeg er nået frem til, at jeg stopper i Folketinget,« lød det fra Ahlers.

Han nævnte som årsager, at ‘spillet’ i det politiske arbejde fylder mere end ‘visionerne’. Han mente rent ud sagt, at han kunne skabe mere forandring uden for Christiansborg end inden for.

En melding, der maner til eftertænksomhed.

I første omgang var det naturligvis et tab for Venstre og formanden Ellemann-Jensen, men det var i virkeligheden et tab for mange flere.

Her var en mand, der som succesfuld iværksætter beviseligt har udrettet noget og flyttet på tingene – men som ikke mente, at han kunne gøre det i høj nok grad fra den plads, der burde være den mest optimale til netop dét i Folketinget.

Måske var det bare Ahlers, der ikke ville det nok, men noget tyder alligevel på, at problemet stikker dybere.

Når et medlem forlader sin plads, kaldes der på suppleanterne. De, som næsten fik stemmer nok, men som måtte vente lige uden for døren i, hvad man håbede var en kø fuld af forventninger.

B.T. har talt med både 1. og 2. suppleant, der stod til at spadsere ind i ‘landets fineste sal’, som man kalder Folketingssalen, da Ahlers skulle videre.

Begge vælger muligheden fra.

Den første, Michael Lange, takker nej, fordi han ikke føler sig overbevist om, at det ville være sliddet værd at arbejde for egne mærkesager.

»Det er jo, som om alle de politiske klumper ligesom er lagt fra regeringens side og oppositionens side,« siger han i interview med B.T.

Dog oplyser han, at han alligevel agter at stille op til næste valg.

Dermed syntes vejen banet for Kasper Kristensen – kandidaten, som fik femteflest stemmer i Københavns Storkreds for Venstre – men han vil hellere fortsætte med at passe sit arbejde som administrerende chef for en campingplads i Faxe, så han har også meldt pas.

I stedet bliver det 3. suppleanten Anne Rasmussen, der med 545 personlige stemmer kan marchere ind blandt de 178 andre medlemmer af Folketinget.

Hun er sikkert en fremragende kandidat, og hun ønskes al mulig held og lykke med arbejdet.

Men uanset hvad er det beskæmmende, at man er nødt til at søge så langt ned af listerne for at ramme en, der finder pladsen på tinge interessant nok til rent faktisk at tage den, når muligheden opstår.

Fremtrædende politikere har gennem tiden udtrykt bekymring over, at det kan være svært at komme videre i karrieren efter tiden på Christiansborg.

Måske er det på tide at bekymre sig over, at det ikke er mere attraktivt at komme ind. Vi skal bruge de bedste. Folketinget må ikke være lavstatus.