I 2000'erne opdelte man folk i får og bukke i udlændingepolitikken, slappere og strammere. Men her i starten af 2020erne måles politikere i høj grad på det, man kunne kalde jydeskalaen.
En tendens, som ikke mindst Inger Støjberg har løftet til at være afgørende.
Politikere konkurrerer i dag om at være mest vilde med leverpostej og frikadeller, produktionsdanmark, ufaglærte og alt det, man ikke længere må kalde provinsen.
Der findes ikke den toppolitiker, der ikke salvelsesfuldt kan fortælle om at være født i Herning, opvokset i Aalborg, familiens første akademiker eller søndage hos morfar i Sønderjylland.
På Instagram konkurrerer politikerne også på jydeskalaen, iført gummistøvler, på minkfarme, ved pølsevogne, i traktorer, med håndboldbegejstring og i joggingtøj.
Og selvfølgelig er der regionale forskelle i Danmark – også nogle, som man skal gøre noget ved politisk, fordi forskellene og mulighederne er urimeligt store.
Absolut.
Der er både en social, uddannelsesmæssig, teknologisk og sundhedsmæssig udkant i Danmark. Men vi er altså ikke hverken Kina, Indien eller USA.
Vi er sølle seks millioner mennesker, der bor på en lille bitte græsmark og har politikere, som pisker rundt i landet og lytter, så de har helt lyserøde ører.
Det er helt relevant at tale om de forskelle, vi har, men at fremstille det, som om alle, der ikke bor på Mors, er fuldstændig ude af stand til at forstå deres medborgere andre steder i landet, er en falsk modsætning, som er skabt til at skabe fjendebilleder og vrede.
Det værste er næsten, at jydeskalaen er falsk. Den måler ting, som er i modsætning til det, der har gjort jyder stærke og seje gennem tiderne.
Det har altid været en bondedyd at uddanne sig – i modsætning til den udskamning af akademikere, som vi ser i dag.
Det har også altid været en bondedyd, at man tog sit bedste tøj på, når man skulle i kirke eller til højbords – i modsætning til den nedladende omtale af at kunne begå sig på de bonede gulve, vi ser i dag.
Det har faktisk også altid være en bondedyd at kunne rumme selv tossede københavnere, bare de ikke blandede sig i, hvordan man gør i Jylland.
Problemet med jydeskalaen er, at den er blevet en religion. Ligesom man i USA blandt andet måler politikere på, hvor troende de er, måler man i Danmark nu politikere på, hvor jyske, jordnære og folkelige de er – ikke i virkeligheden, men i hjertet.
Hvad præcist det er, man skal have i hjertet, er ikke særligt veldefineret, men mange har nemt ved at få øje på, hvem der i hvert fald ikke har det.
Senest har Inger Støjberg i sin aftrædelsestale som næstformand for Venstre sagt, at man skal bære værdipolitik i hjertet.
Hvis man måler folk på, hvad de har i hjertet, beder man om at blive løjet for!
Ugens historiske:
Det er sjældent, at en førstebehandling i Folketingssalen tiltrækker sig meget opmærksomhed eller for den sags skyld er særligt spændende at følge, men det var behandlingen af den kommende rigsretssag mod Inger Støjberg torsdag i denne uge.
Over flere timer kunne man følge de dygtigste politikere i dette land argumentere og debattere med argumenter, der var vejet af på en guldvægt.
Debatten blev efterfølgende beskrevet som »ond«, men den var faktisk både god og saglig. Der var bare ufatteligt meget på spil modsat spørgetimen med statsministeren.
Ugens exit:
To politikere har i denne uge forladt det Radikale Venstre, Jens Rohde og Ida Auken.
De kom begge fra andre partier, så det er nærliggende at tænke, at de valgte forkert. Men ser man på de Radikale siden midten af 2000'erne, så har de afskallet eller udstødt bemærkelsesværdigt mange profiler: Naser Khader, Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Uffe Elbæk, Jens Rohde og nu også Ida Auken.
Stort set alle disse frafald har ført til bevægelser i dansk politik, som har fået stor betydning i dansk politik. Det er et rigt parti, der så generøst deler ud af talenterne – eller også er det et parti, som har seriøse problemer med rummeligheden, ledelsesformen og de indre strukturer.
Ugens vinterdepression:
Restriktionerne forlænges, og det, som statsministeren har kaldt en dans med corona, føles efterhånden mest som historien, om da tordenguden Thor skulle i brydekamp med den gamle kone Elle. Hun vandt selvfølgelig, for hun var tiden og alderdommen, som ingen kan besejre.
Nuvel, Ydun er på vej med de livsforlængende æbler – vaccinen er på vej. Det er okay at indrømme, at isolationen niver i de fleste nu – for nogle udsatte grupper er ensomheden ligefrem blevet farlig og livstruende.
Ligesom virksomhederne kæmper for livet. Vi er forbi det punkt, hvor man kan tro på, at vi kommer uskadte igennem denne lange vinter.
