På søndag vælger Venstre Stephanie Lose som ny næstformand for partiet efter Inger Støjberg. Det sker i skyggen af grusomme meningsmålinger for partiet og dramatiske forskydninger i blå blok.
Venstre kan ikke genopbygge partiet på et par år.
Der venter både en sej kamp internt og eksternt i de kommende år. Og i den sammenhæng er Inger Støjberg det mindste problem.
En klog venstremand sagde altid til mig i gamle dage, at en regering aldrig er bedre end sin opposition.
Det er simpelthen løgn lige nu. Regeringen – Socialdemokratiet – tordner frem, mens blå blok ligner en krig mellem skotske klaner, hvor blodfejder, utæmmede temperamenter og episke slag udspiller sig.
Mens blå blok ruller rundt i mudder, blod og klanflag og slår tænderne ud på hinanden med sten og albuer, ligner regeringen efterhånden guder på Olympen, der i rene hvide togaer regerer med køligt overblik.
Nuvel, coronakrisen har skabt en helt særlig situationen, hvor regeringen kan regere uforstyrret for sig selv. Men selv de bedste udfordringer fra oppositionen ligner lige nu blot knyttede næver og bandeord vendt mod skyerne. Blå blok er svag, splittet og uden nogen klar retning.
Alle kan se problemerne, men løsningerne ligger ikke lige for.
Blå blok er samlet set rykket markant til højre, blevet markant mindre liberale og markant mere konservative og nationalkonservative.
De to partier, der i de seneste 15-20 år har været bedst til at trække vælgere ind over midten, Dansk Folkeparti og Venstre, er dem, der bløder mest i klanfejden. Begge partier ligger lige nu så underdrejet i målingerne, at det kun kan betegnes som katastrofalt lavt for dem.
Der er ikke noget at sige til, at De Konservative vokser. Ej heller at de lige nu vokser sig større end Venstre.
På samme måde er det ikke noget at sige til, at Nye Borgerlige vokser – og endda vokser sig dobbelt så store som DF. Ligesom Venstres og DFs politik flettede relativt godt sammen i 00erne, kan De Konservative og Nye Borgerliges politik flettes relativt godt sammen i 20erne.
Det, vi ser i blå blok lige nu, kan meget vel blive et vagtskifte.
Men man kan ikke lave 'en Karl Rove' i Danmark. Karl Rove var en berømt republikansk chefrådgiver for præsident Bush, der fandt ud af, at man ikke behøvede at arbejde ind over midten, men at der var stemmer nok til højre for midten i amerikansk politik.
Vores lille nation kan ikke regeres udelukkende med stemmer fra højrefløjen, ligesom der heller ikke er brug for tre-fire konservative partier. Nogen må række ind over midten. Men der er teoretisk set intet i vejen for, at den opgave udliciteres til tre små liberale partier, Venstre, Liberal Alliance og Lars Løkke Rasmussens kommende parti. De vil i nogle situationer kunne hive De Radikale med sig – og omvendt.
Fremtiden ser unægtelig konservativ ud, ikke mindst fordi socialdemokraterne er fantastisk dygtige til også at spille undertonerne af den melodi, både nationalt og i EU. Men mest fordi det liberale Danmark først skal til at stikke spaden i jorden for at bygge fundamentet til et nyt politisk projekt. Der vil gå lang tid, før der igen står et hus.
Ugens rokade
Statsministeren har i ro og mag flyttet rundt på ansvarsområderne for en række ministre, så hendes organisation nu står skarpt i god tid før det valg til kommuner og regioner, der kommer i efteråret.
Det mest interessante er, at boligminister Kaare Dybvad nu også bliver indenrigsminister – plus det løse.
Med klar besked om at skabe balance mellem land og by.
Han er en politiker på vej opad og fremad – og med god grund. Hvis han i efteråret smækker en rød kasket med ordene 'Make Aalborg (eller anden stor provinsby) Great Again' på de ellers flotte lokker, så skal han nok stå til endnu en forfremmelse snart.
Ugens højre om
Integrationsminister Matias Tesfaye smutter højre om de fleste af Folketingets partier med et blæs til værdikamp, der for få år siden ville have fået Socialdemokratiet til at gå i gruppeterapi.
»Målet er nul asylansøgere« og »Danmark skal ikke tilpasse sig islam. Islam skal tilpasse sig Danmark«, har han blandt andet sagt i det, han selv betegner som 'anden halvleg' af udlændingedebatten.
Han kan ovenikøbet med tilfredshed konstatere, at både Enhedslisten og De Radikale er utilfredse med hans udmeldinger. Det er jo en slags blåstempling af en strammer-minister. Og bemærk den nationalkonservative bas i bunden.
Ugens teaser
Inger Støjberg holder på søndag sin afskedstale som Venstres afgående næstformand. En svanesang fra en værdikriger.
Talen imødeses med lige dele frygt og forventning, for Støjberg har både langet hårdt ud efter sin partiformand i den seneste tid, haft overvejelser om sin fremtid i partiet og genfortalt sin udlægning af det, der har ført til en rigsretssag mod hende.
Ligesom hun hver eneste gang husker at sige, at hun »elsker Venstres bagland«. Hvad kan hun mon finde på?
Hun har indtil nu opereret efter en side fra Lars Løkke Rasmussens drejebog: Teaser på teaser på teaser. Jeg tror, vi får en til på søndag.
