Der var gang i en sund, nødvendig og på mange måder begavet debat om sexisme i det danske samfund. Det har væltet frem med vidnesbyrd fra branche efter branche, og man sad klart med en fornemmelse af, at vi først lige er gået i gang, og at det her kommet til at flytte noget – endelig. Men så kom De Radikale på banen. Tænk, at de mest velmenende er blevet de mest belastende for en progressiv dagsorden.
Det er, som om De Radikale har ment, at de var de eneste med et moralsk kompas, men i virkeligheden har de navigeret efter kaptajn Jack Sparrows kompas, som peger mod det, man ønsker sig mest.
Henry David Thoreau skrev, at fejlfinderen vil finde fejl selv i Paradis. Nogen i den radikale gruppe har været så optagede af at finde, påpege og udnytte fejl, at det meste af folketingsgruppen lige nu ligner én stor fejl. Og med det følger en risiko for, at alle dem, der ledte efter en vej ud af sexismedebatten, er blevet anvist en motorvej uden fastgrænse.
Jo mere der kommer frem om Det Radikale Venstres håndtering, jo mere bizart ser den ud.
Morten Østergaard får et martyrium, Lotte Rod er udsat for victim blaming, Sofie Carsten Nielsen ligner en medkrænker, fordi hun bidrog til hemmeligholdelsen, der er stor mystik om spørgsmålet om fortrolighed, Martin Lidegaard blev dømt ude på baggrund af løse spekulationer. Martyrium, victim blaming, medkrænker, mystik, dømt på sladder – alt det modsatte af, hvad partiet egentlig burde og gerne ville være kendt for i forhold til sexisme.
Og imens har nogen i folketingsgruppen overbevist sig selv om, at Morten Østergaard med en påtvungen – men udråbt som uselvisk – handling har sikret, at partiet fremover kan deltage med fuld kraft i sexismedebatten. Lige nu burde De Radikale tværtimod træde væk, så debatten ikke risikerer at blive bremset af deres gode intentioner.
Hvis man ønsker, at debatten om sexisme skal føre til reelle, mærkbare strukturelle og kulturelle forandringer – og det er så rigeligt bevist, at det er der brug for – må man nu arbejde endnu hårdere for at få forandringerne tilbage på sporet.
Og hos De Radikale må man erkende, at man ikke bare har fejlhåndteret én ting, men hele baduljen i denne uge.
Ugens 'alle mænd':
Martin Lidegaard blev i ugens løb ramt at den frygt, der i mange samtaler landet over beskrives som 'alle mænds frygt'. Da det stod klart, at Morten Østergaard ikke længere skulle være politisk leder hos De Radikale, blev det bragt frem, at der var en, der engang havde ment, at en dans med Martin Lidegaard var blevet for tæt. Han husker ikke selv episoden og kan ikke få mere at vide om den. Det blev brugt som et argument mod ham som kandidat til politisk leder.
Det går selvfølgelig ikke. Der er ikke noget »men« eller »jamen«, der er relevant her.
Ugens lukning:
Partiet Fremad med de to tidligere medlemmer af Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll Bille og Christina Egelund i spidsen har valgt at nedlægge sig selv. Det var en fornuftig beslutning, som også viser, at dét at starte et parti kræver meget – rigtig meget.
De efterlader et hul politisk set. Nogenlunde det samme hul, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen havde blik for i sine to seneste bøger. Overvej et øjeblik, hvem der i blå blok trækker udlændingepolitikken i en humanistisk retning – i mangel af bedre ord? – og hvem i blå blok, der trækker i retning af en positiv tilgang til EU? Og sådan kunne man faktisk blive ved. Der er hjemløse borgerlige vælgere, som absolut ikke kan se sig selv som værende eksempelvis radikal. Lige nu flakker de hjemløst rundt.
Ugens afslørende:
I Folketingets åbningsdebat torsdag gik statsministeren på talerstolen ud på aftenen for at samle op på dagens debat. Det gjorde hun godt – og sjovt. Men der fulgte lige en reprimande med. Hele debatten havde handlet om klima – og havde Folketinget helt glemt coronaen? Det går ikke, konkluderede statsministeren.
Det kunne jo være, at når regeringen er så opslugt af coronahåndteringen – og helst uden Folketingets indblanding – så er det netop Folketingets opgave at gøre selvsamme regering opmærksom på, at der er andre vigtige sager, der skal håndteres, og at en regering faktisk er mere end én minister, netop så man kan lave mere end én ting af gangen.
Men hvis man er coronadronningen, er det selvfølgelig træls at blive puffet til med en klima-hockeystav. Det er da sjovere at arbejde inden for det felt, hvor man bliver rost, end det, hvor man får skældud.
