I denne uge landede en bog, som vil holde samtlige politiske nørder i Danmark beskæftigede i sommer, nemlig den store videnskabelige analyse af sidste valgkamp.

Deri vil man utvivlsomt finde ledetråde til, hvordan næste folketingsvalg vil blive udkæmpet.

Godt nok vinder man aldrig valg på sidste valgkamps strategier, men man kan lære ufatteligt meget, som kan bruges til at designe næste valgkamp. Det samme gælder for valg til kommuner og regioner, hvor partierne kan teste nye værktøjer og strategier af, som så kan vejes, måles og vurderes før et folketingsvalg.

Christiansborg er allerede her halvvejs i valgperioden tyk af spekulationer om mulighederne for et efterårsvalg til Folketinget i forbindelse med valget til kommuner og regioner. Det er ikke mindst det kølige forhold mellem regeringen og Radikale Venstre, som tænder spekulationerne.

Sandheden er, at man som regeringsparti som regel er ganske tilfreds med valgrygter. Tænk nu, hvis det kunne få modstanderne til at fremlægge konkrete politiske udspil, som man så har tid til at pille fra hinanden i god tid inden et valg. Og tænk nu, hvis man kan få dem til også at bruge krigskassen på dyre annoncekampagner, før det går løs.

Hvis man i forvejen har den opfattelse, at selve valgkampen er blevet vigtigere end nogensinde, kan man finde opbakning til den analyse i den store valgundersøgelse, som kan berette, at 61,3 procent af vælgerne først besluttede sig i selve valgkampen – mange af dem endda for et nyt parti. Det er det højeste antal tvivlere, der nogensinde er målt.

Og hvis man derimod i forvejen har den opfattelse, at valg vindes mellem valg, kan man også finde opbakning til den analyse i den store valgundersøgelse, som konkluderer, at Socialdemokratiets strategi med at flytte sig i udlændingepolitikken og spille ud med Arne-reformen har været afgørende.

Det skal dog siges, at forskerne konkluderer, at det først og fremmest var klimadagsordenen, der flyttede vælgere over midten. Derfor hedder deres bog også 'Klimavalget'.

Pointen her er, at det er afkodningen af både denne store videnskabelige undersøgelse og afkodningen af de mange fokusgrupper, partier og organisationer laver, der er afgørende for partiernes valgkampsplanlægning. Og det er faktisk forbavsende let at læse den slags forkert.

Fælles for de mange analyseredskaber, man kan benytte i politik, er, at der skal fyldes godt med politik ind i analyseapparatet. I modsætning til hvad mange tror, kan man ikke bare måle på, hvad danskerne mener, og så beslutte sig for at mene det!

Man kan til gengæld godt måle på danskernes bekymringer og håb. Det kan man lade sig inspirere af til at udforme konkret politik baseret på, hvad partierne selv mener. Og herefter kan man køre de konkrete forslag igennem den store analysemaskine, som så kan hjælpe en med at afkode, om man har forklaret og pakket sin politik ind, så det er til at forstå for vælgerne.

Ligesom analyserne kan pege på, om en bestemt politik har potentialet til at flytte mange eller få vælgere, og dermed påvirke, hvordan partierne vægter det ene forslag fremfor det andet i deres arbejde.

Når den store valgundersøgelse, som lige er udkommet, tiltrækker sig nærmest mytisk opmærksomhed, er det, fordi det er rigtig videnskab fremfor politisk analyse.

Datagrundlaget er ekstremt solidt.

Det er baseret på, hvad folk rent faktisk har gjort, fremfor kvalificerede gæt på, hvad de vil gøre i fremtiden. Og så er der helt utroligt meget mere data bag, end det man kan samle sammen gennem eksempelvis fokusgrupper.

Er der så afgørende nyt i den store valgundersøgelse? En af forfatterne, Kasper Møller Hansen, siger det meget godt selv, da han bliver spurgt, om der egentlig er noget nyt i undersøgelsen. Han svarer noget i retning af, at før troede vi det – nu ved vi det.

Det interessante ved at være i politik er, at man ofte skal træffe beslutningerne, før man kan vide ting med sikkerhed.

Ugens aflastning:

Integrationsminister Matias Tesfaye, som for nylig var på visit i Rwanda for at undersøge muligheden for at etablere et udrejsecenter i landet, har nu meddelt, at Danmark tager imod 200 kvoteflygtninge fra netop Rwanda. Der vil være fokus på kvinder, børn og forfulgte minoriteter. I en pressemeddelelse fra ministeriet udtaler Tesfaye:

'Jeg er klar over at nogle mener, at Danmark slet ikke bør modtage nogen kvoteflygtninge. Men i regeringen mener vi, at der er behov for at aflaste et af de lande, der i dag løfter en kæmpe opgave i nærområderne.'

Vi skal altså aflaste Rwanda for den kæmpe opgave med flygtninge i nærområdet nu, for så senere at belaste dem med vores afviste asylansøgere. Jamen, det giver da god mening i Omvendtslev.

Ugens optakt:

Når man taler om »optakt« i disse dage, tænker vi allesammen på fodbold, men fredag handlede optakten om den rigsretssag mod Inger Støjberg, der kommer til at optage det politiske Danmark frem til jul. I første omgang handlede det om muligheden for tv-transmission, som blev afvist. Så man må spænde læsebrillen, hvis man ønsker at følge minutiøst med.

Det er dog langtfra den eneste sag, vi vil komme til at følge efter sommer. Der venter også en retssag mod Morten Messerschmidt og en granskningskommission om regeringens ageren i minksagen.

Så når klaphatten er lagt efter EM, kan man godt grave Karnovs lovsamling frem.

Ugens klaphatte:

Politikere og fodboldbilletter er helt forudsigeligt blevet en sag, som får mange folk op i det rød-hvide felt.

Nogle bliver rasende, fordi politikerne modtager den slags fryns, nogle minder dem om, at de skal betale skat af sådan en gave, og andre er vrede over, at nogle andre end dem selv kan få ondt i bagdelen af, at politikere får fodboldbilletter. Man kan mene, hvad man vil, men det er lidt ynkeligt, at de ikke bare fortælle, hvem der har givet dem billetterne.

Og det er måske en god tommelfingerregel, at hvis man ikke føler sig i stand til at svare på, hvem man har fået en gave fra, så skal man sige pænt nej tak og finde muldvarpen frem selv.