Denne valgperiode har allerede budt på en hel serie partiskift på Christiansborg – og vi er ikke engang halvvejs i perioden endnu.
Senest har Jens Rohde valgt Kristendemokraterne som sit tredje partimedlemskab.
I efteråret skal der være valg til kommuner og regioner, hvor partiskift absolut heller ikke er nogen sjældenhed. Og til næste folketingsvalg kan der være op mod 13-14 opstillingsberettigede partier.
Hvad er det mon, der sker?
Der kan meget vel være tale om to forskellige tendenser. På den ene side kan man godt tillade sig at gætte på, at når vælgerne spreder stemmerne på flere nye partier, er det, fordi de gamle partier ikke lever op til forventningerne, mens politikeres partiskifte lige så godt kan handle om personlige ambitioner.
Noget tyder under alle omstændigheder på, at der for både vælgere og politikere ikke længere er et automatisk (nærmest medfødt) partitilhørsforhold, og at den kulturelle lim, der tidligere har fastholdt mennesker til partier selv i modvind, har mistet hæfteevnen.
Måske er både vælgere og politikere blevet bedre til at mærke sig selv – måske er de (vi) blevet dårligere til at fokusere på det partipolitiske fællesskab og de principper, sammenholdet bygger på.
Det fik mig alt sammen til at tænke på en kronik, tidligere kulturminister Mette Bock skrev i november 2016 i Politiken, mens hun var medlem af Folketinget for Liberal Alliance. Den hed: 'Vi er på vej mod det personaliserede demokrati', hvor hun skrev, at det, vi oplevede dengang, var 'politisk disruption', som hun forudså ville føre til en ny situation, hvor 'personer betyder mere end partier'. Måske er det det, vi ser nu.
Bock havde i øvrigt allerede i 2007 skrevet en kronik om, at nye partier var på vej, fordi de gamle ikke evnede at forny sig indefra. Her pegede hun på, at vi var nået til tredjegenerationspartier med Alternativet, LA, Enhedslisten m.fl., og at pladen var fuld med Nye Borgerlige. Så var alle gamle partier suppleret med nye sprøde udgaver – eller døtre, som Bock kaldte dem.
Førstegenerationspartierne var, ifølge Bock, klassepartier (som Socialdemokratiet og Venstre), og andengenerationspartier var protestpartierne (som Fremskridtspartiet og CD).
Siden 2016 har Socialdemokratiet dog genfundet sig selv og sine vælgere og står i dag historisk stærkt. Man kan godt argumentere for, at det er sket gennem fornyelse indefra, men man kan lige så godt argumentere for, at der i virkeligheden har været tale om en forældelse – en retur til noget oprindeligt socialdemokratisk.
Men Mette Bock pegede også på en anden forskydning i det politiske, nemlig på personfronten, hvor hun mente, at alle ville være enige i to rum, hvis man samlede de værdipoliske høge fra alle partier i et rum og de værdipolitiske duer i et andet. Ikke mindst splittelserne i Venstre synes at illustrere den pointe meget fint.
Vi har længe talt om superbrands i politik. Mennesker, hvis personlige brands kan smitte af på et parti, men som i realiteten er større end partiets brand. Det er navne som Connie Hedegaard, Lykke Friis, Margrethe Vestager m.fl. Bemærk i øvrigt, at de tre dygtige kvinder er så stærke brands, at de er forhåndsgodkendte til alt fra medier over bestyrelser til internationale organisationer.
Og mens nogle finder det dybt utroværdigt, at for eksempel Ida Auken og Jens Rohde nu har meldt sig ind i deres tredje partier, vil andre se et stærkt personligt brand, som altid vil aftvinge respekt. Det samme gælder for Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg og hvem der ellers måtte vælge nye veje politisk.
Mette Bock mente, at det personaliserede demokrati ville føre til politikere, der tilførte mere livserfaring og ikke var politikere for livet. Det er jeg ikke sikker på, at vi kan se beviser på. Endnu.
Men indtil videre har hun fået ret i, at 'det er personerne, ikke partierne, der er afgørende'.
Ugens udspil:
En hel stribe af regeringens ministre præsenterede onsdag – meget energisk – et længe ventet udspil til en reform af landbruget, som skal bidrage kraftigt til at opnå de ambitiøse klimamål. Udspillet blev straks kritiseret af støttepartierne for at mangle tempo, turbo og mod, ligesom flere professionelle interesseorganisationer undrede sig over beregninger og fandt hår i suppen. Man kan være enig eller uenig i regeringens udspil, som tydeligvis er designet til at invitere Venstre og De Konservative med ved forhandlingsbordet – uden at alle støttepartierne stikker af. Jeg forstår godt ministrenes energiniveau. Udspillet er, set som politisk håndværk, usædvanligt godt skruet sammen.
Ugens samråd:
Justitsminister Nick Hækkerup var torsdag i samråd om den dobbeltstraf, der er indført i forbindelse med coronarelaterede forbrydelser. Samrådet var indkaldt af De Radikale, som også stemte imod, da loven blev hastebehandlet sidste forår, men da flertallet bag loven stadig er intakt, var samrådet en relativ enkel sag for ministeren. Man skal dog notere sig, at De Radikale i stadigt stigende omfang markerer partiets utilfredshed med regeringen på en række områder. Der bliver varmet langsomt, men sikkert op til nogle spændende forhandlinger om finansloven til efteråret. Blandt andet derfor spekuleres der allerede i muligheden for folketingsvalg til efteråret. Der er endnu ikke ret meget, der tyder på, at det er en mulighed, regeringen opererer med.
Ugens virtuelle:
På lørdag vil en hel serie partiledere – igen – afholde de ellers så traditionsrige 1. maj-taler virtuelt. Det bliver helt sikkert en fesen omgang i sammenligning med en solbestrålet dag i Fælledparken, men lige netop i år er det helt poetisk, at de partier, der har været mest vedholdende med at fastholde nedlukninger for mange elever og studerende, er henvist til online-'undervisning'. De er naturligvis velkomne til at mødes udenfor i mindre grupper i regnen. Eller de kan tage på café, hvis de har corona-passet i orden. Hvem ved, måske foretrækker de det ligefrem sådan. God 1. maj skal de i hvert fald have!
