Flygtninge skal ikke have ferie på statens regning.

Er man kommet til et fremmed land, så kan man naturligvis ikke forvente, at staten fra dag ét skal betale for, at man kan holde ferie. Derfor skal flygtninge enten optjene retten til betalt ferie via et arbejde ligesom alle andre danskere eller frasige sig deres offentlige forsørgelse, hvis de ønsker at holde ferie.

Denne sommer har igen budt på en debat om flygtninges ret til betalt ferie, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti afskaffede i 2015. For mig handler diskussionen om rimelighed og ordentlig integration.

Jeg mener ikke, det er rimeligt at komme til Danmark og som det første forvente at holde ferie på skatteydernes regning. Kommer man hertil som flygtning, så har man en forpligtelse til hurtigst muligt at komme til at forsørge sig selv, og den evne opnår man ikke ved at holde ferie.

Hvis en flygtning på integrationsydelse holdt ferie, så ville det betyde, at man hverken var forpligtet til at deltage i danskundervisning eller den aktivering, der har til formål at få flygtninge i gang på arbejdsmarkedet. Eller for den sags skyld tage imod et tilbud om et konkret job. Det ville være til skade for integrationen. Derfor har jeg også taget mig til hovedet, når flygtninge tidligere har demonstreret for retten til ferie. Sikke dog en krævementalitet over for et samfund, der har taget imod en med åbne arme!

For mig er det også et spørgsmål om, hvilken mentalitet vi møder flygtninge med. Skal Danmark være et tagselvbord, eller skal vi være et samfund, der stiller krav? Jeg mener, vi skal stille krav fra dag ét og forsøge at få flygtninge til at forsørge sig selv hurtigst muligt. Vi skal også huske på, at de flygtninge, der kommer til Danmark, er de stærkeste. De svageste bliver i nærområderne.

De flygtninge, Danmark modtager, kommer også fra lande, hvor man er vant til at forsørge sig selv, så der er ingen grund til at møde dem med en forventning om, at de ikke kan klare sig selv. Derfor skal vi ikke lulle dem i søvn med åbne offentlige kasser uden modkrav. Jeg tror faktisk også, at de fleste flygtninge har en ambition og en forventning om at komme til at klare sig selv. Det skal vi ikke tage fra dem ved som det første at sende dem på statsbetalt ferie.

Derfor har vi over en bred kam gjort op med blødsødenheden over for de flygtninge, der kommer hertil.  Vi har halveret ydelserne, så det bedre kan betale sig at arbejde. Gjort op med betalt ferie. Og vi har vendt udgangspunktet på hovedet i vores møde med flygtninge. Da jeg blev minister, var det tre procent af de nytilkomne flygtninge, der blev vurderet parate til at tage i arbejde. Nu er det mere end 70 procent.

Samtidig er mere end 30.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere kommet i arbejde siden 2015. Så den strammere kurs virker. Og det er vel i grunden ikke så underligt, at vi får bedre resultater ved at give folk et kærligt skub ud på arbejdsmarkedet end ved at give dem penge for at ligge hjemme på sofaen.