Det provokerer mig helt ufatteligt og gør mig dybt foruroliget, de gange hvor jeg f.eks. på Facebook modtager beskeder, billeder eller videoer, hvor antidemokrater beskriver deres foragt for demokratiet og frihedsrettighederne samtidig med, at de grinende konstaterer, at de nu er blevet danske statsborgere, og at vi derfor ikke kan smide dem ud af landet.

Vi bliver nødt til - i videst muligt omfang - at forsvare os mod snyltere som dem: Mennesker, der via deres statsborgerskab opnår en udvidet beskyttelse og privilegier i Danmark uden at ville vort samfund og demokrati.

Det er derfor, at de allerede eksisterende sprogkrav, krav om viden om Danmark, krav om selvforsørgelse og krav om at holde sig fra kriminalitet nu bliver suppleret med et krav om, at man i fremtiden skal underskrive en erklæring om, at man vil efterleve og respektere grundloven.

Er man salafist og efterlever man dermed en formørket middelalderlig fortolkning af koranen, så vil man selvsagt have meget svært ved at underskrive denne erklæring.

Det er imidlertid ikke denne meget principielle handling, der er blevet det centrale i den hidsige debat om statsborgerskabsceremonien. Det er derimod håndtrykket.

For mig er det helt naturligt at give hånd til borgmesteren på en respektfuld måde for at takke for statsborgerskabet. Sådan som vi har udvekslet håndtryk i flere hundrede år i Danmark.

Der er naturligvis også et element af ‘skik følge eller land fly’ i dette. Lige så naturligt et håndtryk er i Danmark, lige så forkert ville det være, hvis jeg ved rejser til muslimske lande insisterer på at give hånd til alle, jeg møder.

Man indretter sig efter skik og brug i det land, man nu engang befinder sig i. Og helt grundlæggende har jeg svært ved at forstå ønsket om at blive statsborger i et land, hvis man er inderligt imod de skikke, der har karakteriseret landet i århundreder.

For mig handler det også en bredere debat. Skal vi indrette os efter dem, der kommer hertil, og give efter, eller skal vi stå fast på dansk kultur? Jeg mener selvsagt det sidste.

Jeg spørger også mig selv, hvordan man skal fungere i Danmark, hvis man ikke anerkender kønnenes ligestilling som en grundlæggende fundamental værdi? Hvordan skal man for eksempel fungere som skolelærer, hvis man nægter at give halvdelen af forældrene (og børnene) hånden?

Hvilket signal sender det om, at alle, piger og drenge, kvinder og mænd, er lige meget værd i Danmark?

Det sender de helt forkerte signaler, og derfor synes jeg også, det var helt på sin plads, da det for et par år siden blev slået fast, at det ikke var i orden, at en censor ikke ville give hånd til kvindelige elever, der skulle til eksamen.

At blive dansk statsborger er ikke en menneskerettighed. Det er noget, man skal række ud efter.

Det er en gave. Man kan godt blive dansk statsborger, selv om man ikke er født i Danmark.

Men det kræver, at man tager vores værdier til sig. Og når det officielle Danmark rækker hånden frem og siger tillykke med statsborgerskabet, så skylder man at udvise gensidig respekt.

Det synes jeg faktisk kun er helt rimeligt.