»En kat bliver ikke til en hest, fordi den er født i en hestestald.«
Sådan skrev det nyvalgte folketingsmedlem Nadja Natalie Isaksen fra Borgernes Parti på X i september 2025.
Opslaget har skabt en enorm debat de seneste par dage – en debat om indvandring, racisme og spørgsmålet om, hvornår man egentlig er dansk.
For ifølge Nadja Natalie Isaksen (BP) er Samira Nawa (RV) – med sit afghanske ophav – kun dansk i juridisk forstand.
Det førte til, at Samira Nawa onsdag valgte at stille op til interview om 'sagen' i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Her fortæller Samira Nawa, at der særligt er to ting, der har 'ramt hende' i forbindelse med Isaksens udtalelse:

»Det ene er, at jeg først og fremmest er blevet bekendt med den her udtalelse - som jeg synes er helt enormt vanvittig. Det er ikke første gang, jeg hører det, men nu er det et folketingsmedlem, der siger det - som i øvrigt fik mulighed for at trække det tilbage,« siger hun og fortsætter:
»I det sekund, hun fik den mulighed, valgte hun at stå ved sine udtalelser. Og nu er de bakket op af hendes partiformand, Lars Boje Mathiesen. Så det er ligesom den ene side af det.«
Det har dog ikke kun været en negativ oplevelse for folketingsmedlemmet fra Radikale Venstre, da hun også er blevet bestormet af positive beskeder, fortæller hun i Borgerlig Tabloid:
»Den anden side af det - som også har fyldt rigtig meget for mig - det er den kærlighedsstorm, jeg har fået af kollegaer på Christiansborg, som kender mig og ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for,« siger hun og fortsætter:
»Hr. og fru Danmark, har også fundet vej ind i min indbakke – og rigtig mange af dem med en indledende bemærkning om, at 'vi to er uenige om næsten alt', hvorefter de skriver de, at de står ved min ret til at være lige præcis den jeg er. Og så beder de mig om bare at klø på og give den maks gas,« fortæller Samira og understreger, at det betyder meget for hende.
Det er dog ikke kun fryd og gammen i studiet, hvor vært og debatredaktør, Joachim B. Olsen, også udfordrer Samira Nawa på substansen i debatten.
For er man dansker, bare fordi man er født i Danmark – eller har et dansk pas?
Det mener Joachim B. Olsen ikke.
Hør diskussionen i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid. Lyt til det på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

