Er det bare mig, eller er folk holdt op med at tage telefonen? Det er efterhånden kun min gamle mor, der tager den.

Jeg synes, det har stået på i nogen tid. Og i dag har jeg ringet til syv mennesker, hvor der var telefonsvarer på dem alle sammen.

Måske var de til møde? Måske sad de på potten? Eller også kiggede de på opkaldet og blev enige med sig selv om, at de ikke rigtig orkede at snakke med Jens lige nu.

Jeg tror på det sidste, for jeg har selv en rem af huden. Jeg ringer ganske vist altid tilbage, men jeg skal helst have et tilløb. Jeg skal lige nå at komme i snakke-mode. Jeg har ovenikøbet prøvet at ringe til mig selv fra min kones telefon, og ikke engang der orkede jeg at svare med det samme. Og da jeg så ringede tilbage, var der selvfølgelig telefonsvarer på.

Problemet med telefonsamtalen er jo også, at man skal igennem så mange formaliteter. Først skal man svare på, hvordan det går. Og man lyver lidt og siger, at det går godt. Og så er jeg også personligt bange for at være den, der lægger på først. Så jeg siger flere gange: »Hej, ha' det godt.«

Og derefter følger jeg op med: »Hils derhjemme/tak fordi du ringede/undskyld jeg ikke lige var der/kør forsigtigt/pas på dig selv« og »vi snakkes ved,« før den anden gudskelov afbryder.

Så vi klarer i stedet det meste af vores kontakt med omverdenen via sms, some-likes og diverse smileys. Det moderne menneske er blevet et fortidsmenneske, en slags huleboer der bruger symboler til kommunikation.

Det er nemt, og det er hurtigt. Telefonen sender selv fødselsdagslykønskninger til vennerne. Og nytårsaften kan man med en simpel fingerbevægelse ønske godt nytår til 470 mennesker på samme tid.

Jeg har selv i den sidste uge sendt fire smileys, to sure ansigter, 16 hjerter, fem glas rødvin og en ishockeystav. Og jeg er også gået på Instagram, hvor jeg foreløbig har lagt et billede op af min hund og et ferskentræ. Og det har vistnok allerede givet 1,6 mio. følgere, og det er da meget bedre end at stå og lyve i en telefon.

Måske er det også stilheden, vi søger. De unge har i stor stil deres mobiler på brum. DSB har succes med stillekupeerne. Og tjek lige foreningen Vi Elsker Stilhed, som snart er større end Real Madrids internationale fanklub.

Der er især mange københavnere på listen, for de moderne københavnere er meget vrede over, at storbyen har høje bygninger og trafik. De vil have en lav og stille storby. De vil bo på landet midt på Vesterbrogade.

Stilheden bliver det nye sort. Det er en reaktion på den kakofoni, der omslutter vores hverdag. Ægtefællen snorker, børnene støjer, og valgkampen drøner afsted. Naboen klipper græs, fjernsynet kører i døgndrift, og hunden gør. Og hvis den ikke gør, så gør den på gulvet. Hjælp – man vil af med det!

Så måske dør telefonsamtalen lige så stille af sig selv. Vi orker den ikke. Telefonen bliver en stilfærdig ven, der lyser op med jævne mellemrum. Men den siger ingenting.

Jeg vil nu stadig ringe til min søde, gamle mor. For det første kan jeg godt lide at snakke med hende. Og for det andet hører vi begge to ret dårligt uden at ville indrømme det. Og det er ret sjovt.

Nogle gange spørger hun om f.eks. vejret, og jeg svarer med afgangstiderne på Molslinien. Jeg kan ikke, høre hvad hun spørger om. Og hun kan ikke høre, hvad jeg svarer.

Men bagefter synes vi stadig, at det var en god samtale. En støjende og forvirrende stund, javist. Men næsten menneskelig, ik'?