Når du fra på mandag igen kan tage på restaurant, cafe og værtshus, bliver alt ikke som normalt, faktisk kommer det til at minde lidt om dit besøg i supermarkedet.

Eller jo, det bliver 'new normal'. For dit næste besøg bliver med flere af de corona-tiltag, du er blevet vant til.

»Vi kommer til at opleve det samme, som vi kender fra supermarkeder, frisører og tøjbutikken med afspritning og afstandsmærker. Og på steder med buffet vil vi nok komme til at se ensretninger, så alle går samme vej rundt og ikke kommer for tæt på hinanden.«

Det fortalte vicedirektør Jakob Brandt fra brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder, SMVdanmark, i B.T. Live

Du vil opleve afmærkninger, som du kender fra supermarkedet, næste gang du skal på restaurant.
Du vil opleve afmærkninger, som du kender fra supermarkedet, næste gang du skal på restaurant. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Han er begejstret for Sundhedsstyrelsens melding om, at anbefalingerne om afstand i det offentlige rum nu er ændret fra to til en enkelt meters afstand.

»Det betyder en verden til forskel i restaurations- og cafebranchen. For det kan være svært nogle steder at holde to meters afstand. Mange har fastmonterede borde eller båse. Dem kan du ikke flytte fra hinanden.«

Jakob Brandt sagde desuden, at der vil komme kvadratmeterbegrænsninger og grænser for, hvor mange der må være i lokalet på den enkelte restaurant eller cafe.

I Danmark er der lige nu krav om fire kvadratmeter per person i de butikker, der allerede er åbnet.

Han regner dog ikke med, at det bliver politiets opgave at tjekke, om hvert enkelt sted overholder retningslinjerne.

»Vores indstilling er ikke, at politiet skal gå rundt og tælle borde på cafeerne. Det er danskernes egen ansvarlighed og erhvervslivets ansvarlighed, vi skal appellere til.«

»I Norge har man hele tiden opereret med en meters afstand, mens cafeer og restauranter har haft åbent. Og Norge har haft en lavere smittespredning,« siger Jakob Brandt. I Norge har man desuden opereret med krav om to kvadratmeter per person i butikkerne.

Han frygter ikke, at coronavirussen løber løbsk i takt med genåbningens faser.

Sådan sad vi før corona-krisen. Det kommer ikke til at ske igen det næste lange stykke tid.
Sådan sad vi før corona-krisen. Det kommer ikke til at ske igen det næste lange stykke tid. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Langt hen ad vejen er vi nået dertil, at vi skal appellere til danskernes og erhvervslivets ansvarlighed. Vi ved allesammen, vi er i en alvorlig krise. Ingen – slet ikke de erhvervsdrivende – ønsker at komme i en situation, hvor vi bliver nødt til at lukke ned igen.«

Vi har set, at man har været nødt til at lukke blandt andet Islands Brygge i København. Synes du, vi har vist nok ansvar til at kunne styre det her?

»Vi har haft et par episoder. Vi er et kongerige med seks millioner indbyggere, og så var der et par tusind unge mennesker, der ikke efterlevede det en fredag i solskinnet. Det blev der taget hånd om, og danskerne har i overvejende grad vist, at det fungerer.«

Sidder der slet ikke en uro i dig for, at det kan eksplodere igen?

»Nej, for så tror jeg ikke, sundhedsmyndighederne havde valgt at tage de her skridt. Der er grupper, der er særligt sårbare, og vi har også medarbejdere, som er kronikere og i risikogrupper. Vi skal finde ud af, hvordan vi holder hånden under dem. Skal de for eksempel blive hjemme lidt længere endnu, eller kan vi gøre noget, så de ikke kommer i kritiske situationer.«

Jakob Brandt kom derudover med en klar opfordring til danskerne, nu udlandsferien ikke bliver til noget i år: Gå ud og brug penge de steder, hvor man skaber job til andre.

»Vi skal genopdage Danmark som turistland og bruge nogle af de milliarder af kroner, vi plejer at lægge i Grækenland og Thailand osv. i en kroferie, et hotel og vores forskellige restauranter.«