'Det er altså virkelig ikke for at være uhøflig, men sagde du, at vi også skulle have chokoladeboller?' spurgte en af mine konfirmander forleden, da jeg gik rundt med papirposen og prøvede at afsætte de sidste af Lagkagehusets pølsehorn i en formiddagspause.

'Det var godt nok den mest høflige og forsigtige forespørgsel, jeg længe har hørt,' hviskede en præstekollega til mig. Ja, tænk, at man bemærker, næsten studser over, at børn kan være så velopdragne i dag. Og selvfølgelig kan de det.

Det handler om, hvad de får givet med fra deres hjem. Men man lægger mærke til høfligheden, respekten og de gode manerer i en tid, hvor vi begynder at efterspørge normer, disciplin, autoritet og en vis form for orden, der afspejler sig i vores omgang med hinanden.

Og det er dybest set dét, det handler om, når politiker Morten Messerschmidt (DF) i en klumme skriver, at eleverne i folkeskolen skal sige hr. og fru til lærerne, og tilføjer, at 'det er på tide, at vi tør gøre op med den bløde pædagogiks tvivlsomme velsignelser'.

Medierne og meningsmennesker er hurtige til på én gang at være småforargede og gøre sig morsomme over, at nogen i vore dage kan insistere på at være 'så gammeldags' og titulere folk på en måde, der ikke stemmer overens med vores anarkistiske, klasseløse og lighedssyge kultur.

Men Messerschmidt har jo ret. Og han ved da godt, at skoleelever ikke lige pludselig begynder at tiltale deres lærere hr. og fru, og vi begynder ikke alle sammen at være Des med folk, vi ikke umiddelbart kender – men Messerschmidt rejser det nødvendige spørgsmål og debat: Hvor blev autoriteterne af? For de betyder faktisk noget for vores kultur og samfund, tilgangen til et andet menneske og det enkelte menneskes selvforhold.

Konsekvensen af autoritetstabet i uddannelsessystemet er umulig at overse: Børn kan ikke sidde stille i timerne, flere og flere har indlæringsvanskeligheder, lærere bliver sygemeldt på stribe, fordi de udsættes for vold og mobning, der er mere uro i timerne og altid et halvt øje på de sociale medier, mens lektier, fælles spilleregler og alt mulig andet, som læreren egentlig bestemmer, er under konstant forhandling i klasselokalet.

Det er da et kæmpe stort problem – ikke bare for elevernes indlæring og faglighed – men for vores samfund som sådan. For eleverne er samfundsborgere – og fremtiden tilhører dem. De lærere, vi husker fra vores skolegang og uddannelse, var dem, der virkelig havde noget på hjerte.

De, der ville os noget, havde indsigt, lærdom og visdom at øse af – og derigennem fik autoritet og myndighed. For det er selvfølgelig noget, man gør sig fortjent til og opfører sig på en sådan måde, så autoritet opstår af sig selv.

Men autoritet skal også læres – og det begynder i hjemmet, hvor børnene skal lære, at de livet igennem vil træde ind i rum, hvor der gælder bestemte normer og retningslinjer for, hvordan man opfører sig – at der er autoriteter og et positivt hierarki.

Man skal ikke være kammerater med sine børn – men forældre og børn. Ligesom læreren ikke skal have et kammeratligt forhold til eleverne, men et lærer-elev-forhold.

Et hierarkisk forhold – et ord man dårligt nok tør tage i sin mund i vores åndelige fladland. For hele vores samfund er gennemtrukket af en antiautoritær holdning, der erstatter fælles normer med selvrealisering og individets frie uhæmmede udfoldelse.

Fejlagtigt betragtes autoriteten som en stærk, ondsindet, mavesur, gammel mand og hierarki som noget, der tager friheden fra mennesker og forhindrer os i at udvikle os. Men positiv hierarkisk orden er nødvendig, for at vi kan være mennesker sammen. Engang var samfundet ordnet helt ud i etiketten, i omgangsformerne, i tiltalen og tituleringen af hinanden. Og Messerschmidt har helt ret: Her er folkeskolen et eksempel på en autoritet, der har undergravet sig selv.

Alting var ikke bedre i gamle dage. Langtfra. Men vi må ikke miste den vertikale orientering - den er nødvendig, for at vores samfund kan fungere.

Og vi skal lære, at der er forbilleder, retningslinjer og normer, som den enkelte ikke hele tiden skal gøre op med og forhandle, men indrette sig efter og indordne sig under. Ellers bryder alle fællesskaber og institutioner sammen. Og tilbage står individet – det ensomme, stressede, angste individ – der er segnet under sin egen titel. Sine egne rettigheder og såkaldte frie udfoldelse.