Lambda. Nej. Ikke dansen lambada. Lambda er navnet på en ny coronavirusvariant, der vinder terræn i verden og dominerer i Sydamerika.

Lambdavarianten bekymrer læger verden over og blev første gang opdaget i det hårdt coronaplagede Peru. Herhjemme har det været deltavarianten, der har domineret længe, men nu ser det ud til, at lambdavarianten dukker op i Europa.

»Den kommer, og vi kommer til at høre om den, og da den kan være både mere smitsom og mere resistent i forhold til vacciner ifølge lægevidenskabelige tidsskrifter, så er der stor grund til at sige, at epidemien altså ikke kan afblæses endnu,« siger Torben Mogensen, speciallæge og formand for Lungeforeningen, i B.T. Live

Varianten er således kommet på Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdommes liste over varianter, som man holder et vågent øje med, fordi man er bekymret for, at vaccinerne ikke dækker den lige så godt som de andre varianter.

»Der er nogle japanske forskere, der har antydet, at den er mere smitsom, og at man ikke er så godt beskyttet med vaccinerne,« siger Torben Mogensen.

Der dog uenighed blandt forskere om, hvorvidt lambdavarianten er mere farlig eller smitsom i forhold til deltavarianten. Kei Sato, seniorforsker ved Tokyo Universitet, har været med til at undersøge, om lambda kan modstå vaccinen. Han understreger, at vi ikke må undervurdere lambda.

»Lambda kan være en mulig trussel mod samfundet,« siger Kei Sato til Reuters.

Men kan den modstå vaccinerne? Et studie fra bioRxiv tyder på, at lambdavarianten er anderledes bygget i forhold til andre coronavirusvarianter, fordi det såkaldte spikeprotein er mere drilsk bygget og derfor narrer vores immunforsvar, selvom vi er vaccineret eller har haft infektionen tidligere.

Rune Hartmann, professor i immunologi ved Aarhus Universitet, maner dog til besindighed, fordi vaccineudviklerne konstant er i gang med at opdatere vaccinerne i forhold til nye mutationer.

»Det kan betyde, vi skal have et tredje stik med en opdateret vaccine. Måske til foråret. Men når der i de nyere versioner af vaccinerne kommer mere virus i vaccinen, så bliver det også sværere for virus at lave mutationer, der undviger vaccinen,« siger han og er derfor ikke så bekymret på grund af den hast, vaccinerne udvikler sig med lige nu.

»Man opdaterer hele tiden vaccinen, så den virker bedre mod nye varianter,« siger professoren.

Lambdas hårdeste konkurrent for at dominere i Europa er den velkendte deltavariant, som er den klart mest dominerende variant herhjemme, og det gør det svært for lambda at brede sig. Det vurderer afdelingschef ved Statens Serum Institut og professor ved Københavns Universitet Troels Lillebæk til Ekstra Bladet

»Så man kan sige, at lambda kan være relateret til nedsat følsomhed over for vacciner og øget smitsomhed, men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det vil blive den dominerende variant herhjemme, hvor delta dominerer,« siger Troels Lillebæk.

Også Torben Mogensen peger på, at der er grund til at holde øje og hele tiden følge udviklingen med lambdamutationen. Men, siger han:

»Der er ingen grund til at gå i panik.«