Nu må man ikke længere kalde mænd DET - hvor er vi henne?

Herr Müller. Frau Blumenschein. Herr Ehrens. Frau Høgh (udtalt med tre knuder på tungen) Jeg elskede det.

Tiltaleformerne, dengang jeg studerede ved Humboldt Universitet i det historietunge Berlin. Det teologiske fakultet ligger lige ved domkirken med den mægtige kuppel – ramt af en brandbombe og forvandlet til en ruin under krigen.

På den anden side af floden Spree sad vi selvforglemmende og terpede hebraiske bøjninger - og blev tiltalt 'Herr und Frau so und so.' Tilpas selvforglemmende, tilpas høfligt, og venligt og tilpas på afstand af hvordan den enkelte gik og definerede sig selv.

Hvilket køn og hvilken såkaldt identitet den enkelte studerende mente at have, tror jeg sådan set ikke interesserede docenten, der ihærdigt forelæste om alt det, der er større end os selv – om et blik på mennesket, der er mere sandt end vores egen selvbeskuelse.

Ingen havde overvejet at skulle tage højde for, om en studerende ikke var Herr eller Frau, men noget helt tredje eller fjerde – at tiltaleformen skulle justeres efter, om der eventuelt eller muligvis sad en non-binær eller transkønnet studerende i auditoriet.

Sådan er det ikke længere. I hvert fald ikke på Københavns Universitet på kunst- og kulturvidenskab (der paradoksalt nok netop beskæftiger sig med et menneskes identitet som kulturelt, eksistentielt og åndeligt væsen).

I en mail fra ledelsen rådes (læs: dikteres) underviserne til at undgå kønnede betegnelser som gutter/drenge og damer/piger for at være mere inkluderende. (Alene degraderingen fra 'Herr' til 'gut' afslører et dannelsestab af historiske dimensioner).

Jeg er helt med på, at der er mennesker, der livet igennem kæmper med at finde ud af deres køn og seksualitet – og at der er en gådefuld gråzone, der måske kan være svær for andre at forstå, men skal respekteres og tages alvorligt.

Og gudskelov lever vi i et frit samfund med et liberalt syn på folks køn og seksuel orientering. Når det så er sagt, er det bekymrende, at svenske politisk korrekte tilstande breder sig over Øresund til Danmark, og den identitetspolitiske dagsorden tager magten på vores kulturbærende institutioner.

Og Gud nåde og trøste den, der vover at gå imod krænkelseskulturens ideologiske taktfaste skridt. Her er ingen slinger i valsen: Gældende normer og værdier skal ophæves, køn skal neutraliseres, og mindretallet skal diktere majoriteten.

Et mindretalstyrrani, der holder den enkelte fast på en fuldstændig hysterisk selvoptagethed. Men er alt det der krænkelses- og identitetshalløj ikke bare inkluderende? Nej, lige præcis det modsatte.

Men kan man så ikke bare trække på skuldrene, tænke at det er noget knald og forbigående sindssyge? Nej, på ingen måde. Problemet er nemlig, at en institution som Københavns Universitet ikke bare er et sted, hvor man får sig en uddannelse, så man kan tjene nogle penge – men et sted, hvor man indgår i et intellektuelt og fagligt fællesskab.

Et sted hvor mennesker mødes på tværs af alle forskelle – politiske, etniske, religiøse, kønslige (og alle mulige andre) forskelle for at tilegne sig og fordybe sig i et stof, der løfter vores blik fra os selv og ser os selv som mennesker i en sammenhæng – en kulturel, historisk og åndelig sammenhæng.

Men ved at de studerende fastholdes en overopmærksomhed på deres egen identitet, som det vigtigste og mest interessante i hele verden, undergraver universitetet sin egen identitet, rolle og opgave i samfundet som en dannelsesinstitution.

Dannelse er noget, der sker, når man bliver sig selv som menneske. Og det sker sjovt nok, når man ikke er opmærksom på sig selv, men opdager at man er en del af en sammenhæng, der skaber vores identitet.

Når man glemmer sig selv, bliver man sig selv, ved noget andet end sig selv. I vores tid tror vi fejlagtigt, at det at blive os selv er at skabe vores egen identitet, realisere os selv, udvikle os selv og blive den bedste udgave af os selv – og det er universitetets opgave at korrigere denne vildfarelse, ved at give de studerende oplevelsen af at være selvforglemmende.

Som vi var og ikke kunne være andet i auditoriet på Humboldt Universitet.