Folk der kender mig, ved, at jeg er usædvanligt begejstret for såkaldt 'tykke-tv'.

Altså fjernsyn, hvor man følger ekstremt fede menneskers liv. Programmer, hvor man med skjult kamera afslører, hvor mange kalorier de indtager i løbet af en almindelig dag (for at holde en vægt på for eksempel 250 kilo skal du åbenbart indtage mindst 10.000 kalorier).

Programmer, der følger de overvægtiges kamp mod kiloene i en vægttabsserie eller måske endda i en konkurrence. Og så har vi selvfølgelig TLC, der kører den helt store løber ud for de amerikanere, der vejer mere end 600 pund og skal mavesæksopereres og forhåbentlig taber sig så meget, at de kan komme videre til næste programkoncept, der handler om rækken af operationer, der skal reducere den overskydende og invaliderede hud.

Det er sikkert en pinlig fetish. Lidt ligesom at være afhængig af 'De unge mødre'.

Men de seneste tre uger har jeg dog set en række udsendelser, der ikke bare underholdte svinehunden eller stillede nysgerrigheden.

Programmet hedder 'Nadja og de 170 kilo' og sendes lige nu på TV 2. Det portrætterer en ung, begavet, reflekteret og ekstrem ærlig kvinde, der var kommet op på 170 kilo og bar rundt på en kæmpe sorg med sin historie om overgreb og omsorgsvigt og måske ikke så reflekterende forældre.

Hun lod os komme helt indenfor og lod os forstå, hvordan hendes hverdag handlede 99 procent om mad - og en kæmpe sorg over ikke at ane, hvordan hun nogensinde skulle kunne leve normalt eller elske sig selv.



Nadjas historie er rørende. Jeg behøver ikke fortælle den hele her, du skal bare se den selv på TV 2 Play. Og i stedet for at fokusere på et vægttal, der skal falde, fokuserer programserien på årsagen - og vejen til et bedre liv med mere kærlighed til sig selv.

Jeg var personligt ved at tude, da Nadja forklarede, at hun ikke kunne spise offentligt - af ren skam. Hvordan hun gik ud fra, at alle, der så hende på gaden, betragtede hende som doven, beskidt og ikke særlig klog. Uhygiejnisk. Hun mente sig intet værd i andres øjne.

Det er svært at forestille sig. Men tanken om altid at være udstødt på grund af sin krop, der synes skabt af - og kun forbindes med - overgreb, omsorgsvigt og mobning, det ønsker jeg sgu ikke for nogen.

Nadjas historie er ikke slut. Men programmet slutter med, at hun spiser et stykke kage på en café, mens hendes søster sidder overfor og græder. Søsteren tør ikke selv - men er rørt til tårer over, at Nadja kan. Det er satanedeme ikke for børn at være overvægtig.

Og i stedet for at fokusere på antallet af kilo eller fedt, skal vi måske fokusere på, at tykke ikke må hade sig endnu større.

Tre nedslag fra ugen

Jeg blev virkelig glad - nærmest opstemt - da jeg læste, at Lars Løkke havde fået nyt job som rådgiver i advokathuset Gorrissen Federspiel.
Ud over at jeg tænker, at deres fredagbarer bliver noget sjovere, så har jeg altså fået et lille crush, efter Løkke ikke er formand for Venstre. Måske barnligt, ja, og hvor ville jeg gerne til sådan en fredagsbar, men jeg kan sgu også godt lide den der driftige type, der i løbet af få uger opretter adskillige virksomheder - endda med 'wifey' Solrun - og i det hele taget en mand, der kan sørge for sig selv. Hele tiden. Korkproppen er altid på toppen!

Jeg blev faktisk også oprigtig glad, da jeg hørte, at prins Joachim er blevet nomineret til 'årets tv-vært'. Vi har nogle dygtige værter på tv - også et par virkelig ringe - men jeg må jo alligevel tage hatten af og - som den store republikaner, jeg er - erkende, at prins Joachim faktisk er en fremragende en af slagsen. Selv om han er blevet beskyldt for at være familiens stivstikker, så formåede han med stor troværdighed, en pæn portion charme og en vis afslappethed at tage danskerne igennem en del af vores historie. Jeg blev faktisk en lille smule vild med ham. Måske må han komme med på min og Lars Løkkes druktur.

Jeg blev virkelig forarget, da jeg læste, at Delphine Böel, den såkaldt uægte (velkommen til 2020) datter af den tidligere belgiske konge Albert II, må se langt efter at kunne arve sin far så meget som en krone. Er det en lortesituation, at der er uægte børn, der skal have del af kongens formue og effekter? Sikkert! Og det viser sig jo også, at hun ikke mangler en krone og åbenbart arver sin egen far, der tilsyneladende har efterladt familien en virksomhed, der er 12 mia. danske kroner værd.
Men er det bare mig, eller er det lidt klamt, når man ikke engang ville lade en dna-test afsløre hendes familiære forhold, hvis ikke hun frasagde sig arv? Der må simpelthen være grænser for de royales sære rettigheder - ikke mindst, når de begrænser andres.