Mohameds forklaring tager vild drejning efter hjemrejseafsløring: De har taget pengene
Den udskældte muslimske debattør Mohamed Abdi Kahn skylder den danske stat 400.000 kroner, efter han fortrød sin hjemrejse til Etiopien. Nu tager hans forklaring af, hvor pengene er blevet af, en vild drejning.
Hvad skete der i Etiopien og hvor er den halve million blevet af? Nu svarer Mohamed Abdi Kahn på de spørgsmål, han tidligere har afvist. Foto: Privat
Debatten om den somalisk-etiopiske fleksjobber og flygtning, Mohamed Abdi Kahn, har raset, siden han for tre uger siden stillede op til et opsigtsvækkende interview i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Her gjorde han det klart, at han overhovedet ikke er taknemmelig for dét, Danmark har gjort for ham og hans familie, efter han kom til landet i 2015.
Efterfølgende har nye oplysninger om Kahn piblet frem – og i weekenden kunne TV 2 afsløre nye detaljer.
Nemlig, at han i 2022 valgte at takke ja til den såkaldte repatrieringsstøtte, hvorefter han – med en halv million kroner fra den danske stat i hånden – rejste med sin familie tilbage til Etiopien.
Men efter kun fem måneder valgte han at bruge sin fortrydelsesret og vendte tilbage til Danmark.
Over for TV 2 ville Abdi Kahn hverken fortælle, hvad der skete i Etiopien eller, hvad der er blevet af den halve million kroner.
De spørgsmål svarer han nu på i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid.
Her fortæller han, at der opstod problemer i Etiopien, da han ville købe noget jord.
»Når man køber et hus eller noget jord, skal man have tilladelse fra sikkerhedskontoret. Og de skal undersøge, hvem du er,« lyder det fra Abdi Kahn, der siger, at sikkerhedskontoret fejlagtigt beskyldte ham for at have dobbelt statsborgerskab, hvilket er ulovligt i landet.
Men helt galt gik det, da samme sikkerhedskontor begyndte at interessere sig for de penge, han havde fået med fra den danske stat, forklarer han.
Ifølge Kahn mistænkte de nemlig, at der var tale om ulovlige midler, hvorefter de bad om at få udleveret pengene.
Kahn fortæller, at han ikke ville aflevere pengene, hvorefter han blev fængslet i 24 timer og først løsladt, da han endte med at 'betale.'
Har du afleveret alle de penge, som du fik i repatrieringsstøtte til dem?
»Cirka 80 procent har jeg afleveret, fordi de ikke ville løslade mig uden at jeg afleverede pengene,« svarer han og tilføjer, at han ikke har fået pengene retur.
Kunne du ikke nemt bevise, at der ikke var tale om ulovlige penge med hjælp fra den danske ambassade?
»Ikke når man opererer efter diktatoriske regler – så vil de jo have pengene,« siger Mohamed Abdi Kahn.
Ifølge Mohamed Abdi Kahn så skulle sikkerhedskontoret angiveligt have lavet en sag mod ham, der »lovliggør, at de tager pengene.«
Har du sagt til den danske stat, at de har taget pengene? Jeg tænker da, at den danske stat er interesseret i at få de penge tilbage?
»Den danske stat kan ikke kontakte Etiopien. De nægter det hele,« svarer Mohamed Abdi Kahn og tilføjer, at han heller ikke ønsker, at Danmark kontakter Etiopien.
I B.T.s podcast Borgerlig Tabloid antyder Mohamed Abdi Kahn at det kan få konsekvenser for hans familie i landet.
B.T. har kontaktet de relevante myndigheder og bedt om en kommentar til Mohamed Abdi Khans udlægning af forløbet i Etiopien. Myndighederne vil ikke udtale sig, og B.T. kan således ikke verificere forløbet.
Til B.T. oplyser Mohamed Abdi Kahn, at han har lavet en afdragsordning med den danske stat, da han efter loven skal betale alle pengene tilbage, efter at have anvendt fortrydelsesretten.
Han oplyser dog også, at han efter fire år stadig mangler at tilbagebetale 400.000 kroner.
Heller ikke oplysningerne om afdragsordningen og den manglende tilbagebetaling har det været muligt for B.T. at verificere.
Hør mere i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor Socialdemokratiets udlændingeordfører, Thomas Skriver Jensen, og DFs ditto, Mikkel Bjørn, tørner sammen i en debat om Abdi Kahn og, om man kan vende tilbage til Danmark efter at have fortrudt sin betalte hjemrejse.
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.