Efter skandale-rejsen: Mohamed skylder staten 400.000 kroner – 'fuldstændig latterligt'
Mohamed Abdi Khan mangler stadig at betale en stor sum tilbage til staten efter sin families fortrudte hjemrejse til Afrika.

Mohamed Abdi Khan mangler stadig at betale en stor sum tilbage til staten efter sin families fortrudte hjemrejse til Afrika.

Den meget omstridt debattør Mohamed Abdi Khan, der hader Danmark og danskerne, kommer med nye afsløringer om sit brug af skatteborgernes penge.
Nu kommer det frem, at han skylder den danske stat omkring 400.000 kroner, efter han sammen med sin hustru og seks børn i 2022 rejste frivilligt til Etiopien for »at kigge« på situationen i det afrikanske land.
Efter nogle måneder oplyste Mohamed Abdi Kahn Udlændingestyrelsen om, at han gerne ville bruge sin fortrydelsesret, så familien kunne flyve tilbage til Danmark.
Når man fortryder rejsen, skal man ifølge loven betale pengene for den aflyste repatriering tilbage til den danske stat, men det afviste Mohamed Abdi Kahn at gøre, da han og familien igen var landet i Københavns Lufthavn.
I stedet fik han lavet en afdragsordning til myndighederne, og her fire år senere mangler han fortsat at afdrage 400.000 kroner.
»Det er omkring 400.000, vi stadig mangler at betale, så den største del af pengene skal fortsat afdrages efter gældende regler,« siger Mohamed Abdi Kahn, der i øvrigt har krævet 3,6 millioner kroner for igen at forlade Danmark og rejse til Afrika på en enkeltbillet.
Hvor meget mangler I at afdrage?
»Jeg vil ikke oplyse mere,« siger han.
'Fuldstændig latterligt'
B.T.s samfundsdebattør, Yaqoub Ali, er rystet.
»Det er fuldstændig latterligt. Det er tydeligt, at han ikke betaler de penge tilbage, når han fire år efter familiens rejse stadig skylder 400.000 kroner,« siger han.
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, er kommet med et forslag om at fjerne fortrydelsesretten, når udlændinge frivilligt er blevet sendt retur til deres hjemland for at blive repatrieret.
Men det forslag har de to regeringspartier Socialdemokratiet og Moderaterne afvist.
Yaqoub Ali mener, at der i det mindste bør strammes op for reglerne, så udlændingene får kortere tid til at afdrage pengene, de skylder staten, hvis de bruger fortrydelsesretten til at komme tilbage til Danmark fra deres hjemland.
»Jeg mener, at det var meget mere rimeligt at stille krav om, at pengene brugt på den aflyste repatriering i hjemlandet skal betales tilbage til staten et halvt eller helt år efter, man er kommet tilbage til Danmark,« siger han og tilføjer:

»På den måde kan man måske forhindre, at folk ligesom Mohamed Abdi Kahn bare tager på en lang badeferie med familien, og så kan nøjes med en lang afdragsordning, når ferien er slut.«
Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, vil ikke afvise, at der kan ses på reglerne for hurtigere at betale pengene tilbage, hvis man som Mohamed Abdi Kahn fortryder sin hjemsendelse.
»Vi tager gerne en dialog om, hvordan folk kan betale hurtigere tilbage. Det synes jeg kun er på sin plads. Men igen i balance, så vi ikke skræmmer folk, så de ikke vil rejse hjem igen,« siger han.
Var aldrig rejst
Mohamed Abdi Kahn fastslår, at han og familien aldrig var rejst tilbage til Etiopien, hvis der var krav om, at de skulle betale prisen for rejsen og opholdet tilbage kort efter, at de var kommet tilbage til Danmark.
»Jeg ville ikke tage imod repatrieringsstøtte, hvis kravet var, at hele beløbet tilbagebetales for at få fortrydelsesretten,« siger han.
Men kan du ikke godt se, at det virker til, at I bare ville have betalt en lang badeferie, når I ikke ville tage afsted uden muligheden for at komme tilbage til Danmark igen og nøjes med at afdrage rejsens pris?
»Nej, det er en stor beslutning hele familien tager, og man tager ikke på ferie der, hvor man flygtede fra. Man opgiver sin lejlighed, skole, arbejde og mange andre ting. Det er ikke noget, man opgiver for en ferie,« siger han.
'Opgiver arbejde', siger du. Men når du har et fleksjob på 15 timer om ugen, er det vel ikke så meget, du mister ved at sige det op?
»Der er selvfølgelig mange penge, man mister. Og det er også svært igen at finde et fleksjob,« siger Mohamed Abdi Kahn.
Du kan genhøre afsnittet med Mohamed Abdi Khan herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som podcast på B.T.s YouTube-kanal.