Af B.T.s leder mandag kan jeg forstå, at avisen mener, at vi skulle have ladet de pensionerede cirkuselefanter sejle deres egen sø, fordi Arena har gæld til staten.

For hvis jeg ikke havde lavet en aftale med Arena – med opbakning fra Folketinget – havde det jo været konsekvensen. For mig at se, havde det ikke været et ønskeligt resultat. Som man sidste år kunne læse i flere medier – herunder i B.T. under emnerubrikken ”uværdigt” – så havde elefanterne det ikke godt. De stod opstaldet, og de var rastløse og det førte til mistrivsel og risiko for aggressiv adfærd.

De stod i en lille stald i stedet for at være ude og boltre sig i mudder og støv, og jeg så derfor et klart behov for at finde en god løsning for elefanterne. Hvilket jeg hurtigt gjorde, efter jeg blev minister på området.

Selvfølgelig skulle staten købe elefanterne af Arena – for dyrevelfærden og for elefanternes skyld. Vi kunne ikke købe dem af andre end deres ejere, og hvis ikke staten havde købt elefanterne, så kunne de være blevet solgt til et udenlandsk cirkus, hvor dyrevelfærden måske have været dårligere endnu. Det ville jeg ikke risikere.

Jeg har som fødevareminister ikke lov til offentligt at kommentere på privatpersoners og virksomheders konkrete skatteforhold, men jeg kan godt slå fast, at skattemyndighederne var opmærksomme på udbetalingen, så alle regler og love omkring skattemæssige forhold har kunnet overholdes.

Summa summarum: Vi fandt en løsning, hvor de fire pensionerede cirkuselefanter kan se frem til at nyde deres otium de næste 30 år på 140.000 kvadratmeter hos Knuthenborg Safaripark. Her kan de boltre sig og få den plads, de har behov for fremfor at mistrives i en lille stald eller et udenlandsk cirkus. Det er en glimrende afslutning for både stat og elefanter, og det er det vigtigste i denne sag.