Forestil dig et supermarked, hvor myndighederne (politikerne) har bestemt udvalget af varer.

Du kommer ind i frugt- og grøntafdelingen. Her ligner det meste sig selv. Ingefær har man dog taget bort fra sortimentet. Det er for fremmedartet og bruges trods alt stadig kun af få.

Ligesom mango og koriander. Der er mere fokus på danskproduceret grønt, hvilket de fleste bakker op om. Fiskeafdelingen er til gengæld væk. For at skåne havmiljøet har man besluttet at fjerne al fisk. I kummefryseren med kød kunne man have satset på økologi, men det er for dyrt, og i stedet har man valgt at berige stort set alt kød med de vitaminer, man anbefaler, vi får som konsumenter.

Herefter ændrer supermarkedet sig markant. Alle mælkeprodukter er fjernet fra hylderne af hensyn til dem, der lider af laktoseallergi. Desuden har man vurderet, at mælk er dårligt for danskernes helbred. Man har således kun adgang til mandel- og soyamælk.

Der, hvor alle de spændende glas, dåser og poser før stod, er der gabende tomt. Der er ingen varer fra Østen. Ingen nudler. Ingen kokosmælk, ingen chutney. Faktisk er der kun ketchup, drueagurker og rødbeder. Det mest uundværlige.

Brødafdelingen har man bevaret. Folk er alligevel så glade for at bage. Og sundt eller ej: Slik, chokolade og chips er der i rigelige mængder.

Har du billedet nu? Godt. Så erstatter vi supermarkedet med radio og tv. Sådan ser vores udbud ud nu. Sådan føles det at være kunde i butikken. Sådan har jeg det i dag. Jeg, som ellers var den glade og faste bruger af Radio24syv, af DRK, af P7 Mix for bare at nævne nogle af nørdekanalerne, der nu er borte.

Hvor kan jeg handle mine varer i dag? Jeg aner det ganske enkelt ikke. Hvis vi bliver i fødevareanalogien, har jeg enkelte restauranter, jeg kan besøge.

Men så længe det ikke er kurateret indhold, kan jeg ikke vide mig sikker. Hvis ikke en troværdig udgiver står som garant for kvalitet og ægthed, så kan jeg i princippet ikke vide, om en dokumentar eller podcast fundet på nettet er produceret af den yderste højrefløj eller et radikaliseret mindretal.

Programmer med friskfyrs-jargon, hvor man ler højt ad egne pointer, findes der rigeligt af på dansk tv og radio. Jeg elsker også underholdning (især i weekenderne). Men ligesom jeg elsker frikadeller, så vil jeg gerne en gang imellem spise hummer. Eller thaisuppe.

Det kan den halve million danskere, der ligesom jeg har krydderihungrende smagsløg, ikke længere få. Ingen steder. Tillykke, Danmark, med de tomme hylder.

Tre nedslag fra ugen

Ugens ommer var Weekendavisens foromtale af Google-direktør Malou Aamunds debutroman, hvor hun blev sammenlignet med Alberte Winding: 'Hun ligner bare (Alberte Winding, red.) med det lyse hår og de fine linjer. Der er noget bekendt ved ansigtet. Det må være endnu en kendis, der springer ud som romanforfatter. Aha, det er jo Malou Aamund. Datter af ham, De ved nok, og gift med ham, De ved nok.' Problemet er ikke beskrivelsen af de fine linjer eller det meritløse mærkat 'kendis.' Det er behovet for at hive ophav og ægtemand ind i ligningen. Det er simpelthen at tage identiteten fra et menneske. Avisen kunne lige så godt have skrevet fru eks-radiodirektør Bertelsen.

Den mest chokerende nyhed i denne uge var blotlæggelsen af de dokumenter, der fortæller, hvordan Polen helt indtil 1989 var parat til med timers varsel at angribe hele Nordeuropa via Danmark. På seks timer ville Danmark være så godt som tilintetgjort ved hjælp af atomvåben. Våben, som alle sammen lå klar. Det var ikke tomme trusler. Polen var rent faktisk i stand til OG parat til at foretage denne invasion. Det er ikke ret lang tid siden, og jeg synes nu nok, det minder os om, at vi aldrig kan føle os for sikre.

Ugens overraskelse var, da Englands prins Harry og hertuginde Meghan meldte ud, at de vil til at leve et mere tilbagetrukket liv og endda på sigt gøre sig økonomisk uafhængige af den kongelige familie. Det skal blive spændende at se, om det vil lykkes. Imens kan vi så mæske os i Netflix-serien 'The Crown', der handler om Harrys bedstemors regenttid. Sæson 3 byder på historien om prins Charles og Camilla Parker Bowles og er stærkt vanedannende. Ham, der spiller Charles, er eminent i rollen.