Okay, så er vi der igen.

Hold da op, hvor skal vi være bedre i det nye år. Bedre end de andre, vise 'den bedste udgave af os selv', som det er blevet moderne at sige.

Eller skal vi?

Tænk, hvis vi kunne starte det nye år med at bære over – ikke mindst med os selv.

Vi er hele tiden under pres. Fra arbejdspladsen, fra familien, fra samfundet.

Min mand skulle engang levere sit nytårsforsæt. Alle andre ville det sædvanlige. Holde op med at ryge, dyrke mere motion, tabe sig osv. osv.

Da turen kom til min mand, afgav han dette højtidelige løfte: Jeg vil begynde at ryge cigarer, og jeg vil tage 10 kg på.

Tør jeg sige, at han levede op til det? Som den eneste! Han er i dag en habil ryger som jeg, og han har da i hvert fald taget mere end 10 kg på.

Sådan bliver man glad for sig selv, ikke selvglad, for det er sjovt nok strengt forbudt, men bare LIDT gladere (Det er egentlig lidt sjovt, at man hverken må være selvglad, pengeglad, pigeglad eller madglad!).

Nå, men tilbage til nytårsforsætterne. Jeg synes, der er en vigtig lære i det her. Skulle vi ikke bruge det nye år til at tilgive, ikke mindst os selv. DET kunne jo være en god måde at starte året på. Hvis vi nu lærte at slække lidt på kravene til os selv, kunne vi måske også se lidt mildere på alle andre.

Men tør vi det? Tænk, hvad de andre tænker? Er vi så tabere? Fordi vi ryger, tager en lille en, er lidt overvægtige, nyder livet lidt for meget?

Der er utroligt meget fordømmelse i vores omverden. Og det smitter af på os selv.

Vi stiller så store krav. Til os selv, til vores stakkels børn, som måske er dem, der lider mest. De skal have medicin og psykologhjælp for angst, stress og alle slags nye forkortelser for diagnoser.

Hvem søren er det, der tvinger dem derud?

Er det os, de elskende forældre, som egentlig bare vil det allerbedste for dem? Er de blevet en del af vores prestige-symboler? Ligesom vores hjem, vores karrierer, vores møbler, vores hund?

Så ser det sørgeligt ud!

Men vi er så afhængige af 'den offentlige mening'?

Vi bliver mere og mere bange

Men helt ærligt: Når nu selv vores mest betroede autoriteter svigter, hvad skal vi så selv have så dårlig samvittighed over? Skat, Socialstyrelsen, Forsvarsministeriet og hvad bliver det næste?

Skulle vi så ikke kunne tillade os at være lidt sødere ved os selv? Lidt mere tolerante?

Det er ingen undskyldning for vores førende ministerier, banker, virksomheder, for dem havde vi tillid til. Indtil nu!

Men derfor kan vi godt have tillid til os selv. Tillid til, at vi gør det så godt, vi kan. At vi egentlig vil det bedste. Selvom det så ikke er perfekt.

For vi skal da nyde 2020.

Jeg ved da godt, at 1. januar bare er endnu en dag, hvor solen står op, som den plejer, og at vi bare selv har fundet på et kalendersystem for at holde rede på vores plads rundt om solen.

Men lad os nu endelig starte på en frisk, og lad os så gøre det uden de mange løfter, som vi kan stresse over et helt år og blive utilfredse med os selv over.

Rigtigt godt nytår.