Hu hej, hvor det går, eller hva?
Jeg har lige medvirket i en spændende bog, som Søs Serup, der er politisk kommentator, har skrevet.
Den handler om otte kvindelige politikere, alle født i 40'erne, som på hver deres måde har været først til noget.
Søs' egen begrundelse til at vælge og beskrive os har været, at hun synes, at vi har været med til at bane vejen for nye generationer af kvinder. Især i politik.
Hvorfor skal man i øvrigt blande sig i noget som helst som kvinde, hvis man bare forsøger at efterabe mændene?
Det har jeg egentlig aldrig tænkt så meget over.
Da det hele stod på, for mit vedkommende fra 1974 til 2004, havde jeg egentlig for travlt til at tænke ret meget over, hvilken rolle jeg spillede, for hver dag var jo et spørgsmål om at få det hele til at hænge sammen.
Mange siger i dag, at det har haft en betydning for mange yngre kvinder, at også jeg var der.
Dengang blev jeg ofte spurgt om, hvordan jeg kunne være toppolitiker og have børn - et spørgsmål, der aldrig bliver stillet til mænd.
Jeg havde og har kun ET svar: »Kun med evig dårlig samvittighed og tungen ud af halsen af travlhed.«
Det kan vel næppe kaldes en stor rollemodel.
Men alligevel. Det er jo situationen for mange kvinder i dag, måske sågar mænd.
Så nu er vi vel alle lykkelige for den ligestilling, der er fulgt efter dengang. I dag er det meget mere almindeligt, at kvinder indtager poster, især i politik, og det kan da bestemt også glæde mig.
Se andre fremtrædende kvinder i dansk erhvervsliv. Også de er sprunget i uniformen
Og derfor vil mange hævde, at ligestillingen har sejret, at vi virkelig kan se fremskridt i så henseende.
Jeg tvivler!!!
Det er utvivlsomt blevet nemmere at være kvinde i dag i politik. Der er betydeligt flere kvinder på posterne, og det gør i sig selv en forskel.
Men er ligestillingen i virkeligheden blevet virkelighed, fordi kvinder i langt højere grad spiller mændenes spil?
Klæder sig som mænd, taler som mænd, tænker som mænd???
Jeg har altid ment, at vi kvinder skal overlade det med manderollen til mændene. De er bedre til det, har unægtelig også øvet sig i mange år!
Hvorfor skal man i øvrigt blande sig i noget som helst som kvinde, hvis man bare forsøger at efterabe mændene?
I forbindelse med Søs' bog genså jeg gamle billeder af nogle af os otte som kvindelige toppolitikere dengang.
Vi havde smykker på, vi havde kjoler, vi var ikke bange for lidt nedringning. Det var for os ikke uforeneligt med at være dygtige og engagerede politikere, der gjorde en forskel.
Vi turde godt være det, vi var og er: Kvinder.
Men alt dette gælder jo ikke bare i politik. Se andre fremtrædende kvinder i dansk erhvervsliv. Også de er sprunget i uniformen. Stramt tilbagestrøget langt, eller helst kort hår, ingen kvindelige træk.
SÅDAN 'gør man sig' , hvis man vil i verden frem.
Jeg glæder mig stadig meget, uanset at jeg ikke er feminist, når jeg ser dygtige, unge kvinder på fine poster. Når jeg aldrig selv blev feminist, var det fordi, jeg voksede op i et hjem, hvor der ikke var nogen begrænsninger for, hvad piger/kvinder kunne. Min mor murede garage, og min far støvsugede.
Men det virkelige fremskridt for ligestillingen, som jeg ønsker brændende, kommer først, når kvinder tager sig sammen og træder i karakter - som KVINDER!