NU kom så det forskningsresultat, der burde have ryddet alle avisernes forsider og været første nyhed på begge tv-kanaler.

I årevis er vi rygere blevet jordet. Ikke bare er vi ulækre, vi stinker, vi misbruger også sundhedsvæsenet, og dermed skader vi samfundsøkonomien, ja, hele samfundet faktisk.

Jeg har valgt at tage det med godt humør. De fæle mærkater på æskerne, der fortæller, at 'rygning dræber', 'skån dine børn for rygning, de har ret til at vælge'. Og 'rygning skader potensen', har jeg fået lavet om, så der nu står 'strygning' i stedet for rygning, for jeg hader at stryge.

Jeg har også fundet en måde at tackle situationen på, når velmenende mennesker siger til mig: »Du skulle altså holde op med at ryge.«

Jeg tager det helt roligt og spørger venligt: »Hvorfor dog det?«

Svaret er selvfølgelig: »Jamen, det er jo usundt.«

Og så spørger jeg tilbage med store øjne: »Gud, er du sikker på det? Det vidste jeg ikke.«

Tror de, jeg er idiot? Jeg er fandme 70 år og HAR fattet budskabet. Jeg har bare truffet et valg, og så længe jeg ikke generer andre, skal de blande sig langt udenom.

Nå, men tilbage til forskernes nye opdagelse.

De har regnet ud, hvor meget rygerne koster ekstra i forhold til ikkerygerne. Både  i tabt arbejdstid, større sygefravær, indlæggelser og alvorlige sygdomme. Det sjove og nye er bare, at nu har de også regnet på, hvad samfundet sparer på, at vi rygere er hensynsfulde nok til at dø tidligere, og det giver bonus på kontoen, for så rager vi jo ikke pension til os så lang tid, som ikkerygerne.

Men rolig nu, ikkerygere. Jeg kommer da ikke efter jer. Jeg kan rigtigt godt lide jer, faktisk. Bevares, I er lidt dyre i drift, men det skal være jer vel undt.

Der er jo også så mange andre, der koster .

I 2009 var der på fire - bare fire - skadestuer her i landet 12.500 sportsskader, og deraf kan man beregne, at der har været omkring 100.000 alt i alt.

Jeg har ikke nyere tal, men det er sikkert ikke faldet, for hold op, hvor alle drøner rundt.

Og I skal heller ikke føle jer dårligt tilpas over alle de penge, I koster. Jeg betaler både skat og tobaksafgifter, så I kan nyde jeres forstrækningerog brækkede lemmer og få en god behandling oveni.

Jeg kan godt synes, det er lidt synd, at vores elitesportsfolk må tilbringe måneder og år på bænken, fordi de har ødelagt deres krop.

Det er måske lidt meget forlangt, for at vi kan få god underholdning, og de kan tjene penge. Men her hjælper hverken kære mor eller arbejdstilsynet.

Så alle I sunde og raske mennesker. Jeg mukker da ikke over de udgifter, I bringer med.

Jeg ville så bare gerne have lov at babbe lidt på min cigarillos engang i mellem, bare sådan helt for mig selv.

På forhånd tak.