Jacob Rosenberg efterlyste historier om mandlige læger, der havde følt sig krænket på jobbet, for at vise, at sexismedebatten bør gå begge veje.

Han er selv overlæge på Herlev Hospital og regionsrådsmedlem, og han efterlyste sager i et opslag på en lukket Facebook-side for læger. Pludselig væltede det ind med kommentarer og beskeder.

»Jeg ville selvfølgelig gå ud med sagerne anonymt, og så eksploderede det med 250 kommentarer inden for kort tid. I alt fik jeg omkring 100 personlige henvendelser på blot 10 timer,« sagde Jacob Rosenberg, da han mandag gæstede B.T. Live.

Her fortalte han om flere konkrete sager, hvor mandlige læger havde følt sig krænket og delt deres ubehagelige oplevelser med ham.

Han beskrev blandt andet, hvordan 8-10 kvindelige sygeplejersker kom med en yderst upassende kommentar, da en yngre mandlig læge, der var ny på arbejdspladsen, trådte ind i personalerummet:

»Du må da gerne lave gynækologiske undersøgelser på os,« lød det.

Jacob Rosenberg fortæller, at sygeplejersker i flok kan være en farlig cocktail, og han har da også fået fortalt om sager, hvor det handler om grove fysiske krænkelser.

»En mandlig kollega har oplevet, at en kvindelig ansat tog godt fat i skridtet på ham for at finde ud af, om han var godt nok udstyret dernede,« sagde Jacob Rosenberg.

Jacob Rosenberg, regionsrådsmedlem og overlæge på Herlev Hospital.
Jacob Rosenberg, regionsrådsmedlem og overlæge på Herlev Hospital.
Vis mere

Han siger, at det er forekommet ved julefrokoster og andre arrangementer, men at det også foregår verbalt og endda rettet direkte mod bestemte mænd.

»Læger bliver personligt vurderet, om man er fuckable eller non-fuckable. Det er ord, der florerer, og jeg synes personligt, at det er for meget.«

Jacob Rosenberg understreger også, at han har fået fortalt om sager, hvor krænkelserne er den klassiske historie med, at den, der krænker, er den med mest magt.

Han forklarer, at en reservelæge ikke fik godkendt sit ophold af en bestemt kvindelig overlæge, fordi hendes underskrift på dokumentet, der afgjorde, at reservelægen kunne søge om sin hoveduddannelse, kostede et samleje.

Generelt mener Jacob Rosenberg, at problemet med de manglende sager, der er kommet frem om seksuelle krænkelser begået af kvinder mod mænd, skyldes, at mænd generelt ikke tager episoderne så tungt.

Men han mener, at det nu skal høre fortiden til.

»Man skal ikke underkende betydningen af krænkelserne, da vi alle er forskellige. Hvis jeg personligt ikke tager det så nært, så betyder det ikke, at andre har det ligeså. Vi kan ikke gøre os til dommere af hinandens psyke.«