Alt var klart og parat – og alligevel ikke. 23-årige Julie Kvelland skulle 27. oktober igennem sin fjerde operation. Hun nåede sågar ind og ligge på operationsstuen. Men så skete det, der ikke måtte ske.

En kirurg havde nemlig en nedslående besked med til Julie Kvelland, der allerede var iført hospitalstøjet og lå i sengen.

Operationen blev ikke til noget – den var aflyst.

»Jeg ved ikke, om jeg tænkte eller sagde så meget. Jeg brød fuldstændig sammen, fordi jeg havde jo glædet mig til, at den skulle overstås. Så jeg var ked af det og frustreret,« fortæller Julie Kvelland til B.T.

Julie Kvelland er før blevet operet i ryggen.
Julie Kvelland er før blevet operet i ryggen. Privatfoto

Årsagen til aflysningen? Der var ikke nogle personer, der kunne fuldføre operationen.

»Kirurgen sagde, at de to læger, der skulle operere, havde meldt sig syge. Så det var rigtig træls.«

Julie Kvelland lider af den sjældne lidelse partiel lipodystrofi, der betyder, at fedtet fordeler sig anderledes på hendes krop. Noget, hun er blevet opereret for tre gange tidligere og åbent har fortalt om i medierne.

Den fjerde operation, som nu er udskudt til en ukendt dato, var i forvejen blevet rykket adskillige gange. En gang i januar, to gange i marts, en i juni og senest 27. oktober. Netop derfor var aflysningen et særligt hårdt slag.

Julie Kvelland har blandt andet talt om sin lidelse i DR-programmet 'For grim til kærlighed'.
Julie Kvelland har blandt andet talt om sin lidelse i DR-programmet 'For grim til kærlighed'. Privatfoto

»Operationen betyder rigtig meget. Jeg skal have skåret fedt væk fra ryggen, og det bliver formentlig det endelige resultat og derfor den sidste operation på ryggen.«

Hvad tænker du om, at du nåede så langt? Du kom ind og ligge, men i stedet bliver operationen aflyst.

»Jeg tænker, at de må have vidst, om de læger var syge, inden jeg nåede så langt ind.«

»Men omvendt kan jeg godt forstå, at de er nødt til at aflyse på grund af sygdom. De skal jo have de rigtige ressourcer,« siger Julie Kvelland, der mest af alt er frustreret over timingen.

Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor operationen skulle været foregået.
Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor operationen skulle været foregået. Bo Amstrup

Aarhus Universitetshospital, hvor operationen skulle foregå, kan ikke gå ind i konkrete personsager – og derved Julie Kvellands – men beklager situationen.

»Det lyder forfærdeligt ubehageligt. Det er rigtig, rigtig træls og noget, vi alle sammen gerne vil undgå. Det er også en pine for personalet,« siger Lars Elgård Pedersen, der er pressechef hos Aarhus Universitetshospital.

Er det ikke lidt sent at få besked om en aflysning på grund af sygdom?

»Det er i hvert fald noget, vi skal undgå. Men nogle gange er vi nødt til at gøre det sent, og læger kan være nødt til at tage hjem på grund af sygdom.«

»Det er også bedre at aflyse end at gå igennem noget, der er uforsvarligt,« lyder det fra Lars Elgård Pedersen.

Julie Kvelland går nu og venter på en indkaldelse til en ny operation, som skal tikke ind gennem e-boks. Udsigterne hertil er dog uklare.

»Jeg aner ikke, hvornår, og det ved de heller ikke selv endnu.«

»Jeg glæder mig jo allermest til at se resultatet, at komme til at se mere normal ud og få et mere normalt udseende.«