Det tog min mand og jeg 22 års med- og modgang, før vi var klar til at dele os selv og hinanden i vores kærlighedsliv.

Mange tror, at min blog her handler om, at jeg vil missionere for åbne forhold – at leve polyamorøst. NEJ, NEJ, NEJ – jeg skriver her for at fortælle, at kærlighedsliv handler om ærlig og kærlig kontakt til sig selv og sin partner.

I min praksis kommer de fleste for at få deres monogame forhold til at fungere bedre. Hvor de løfter hinanden i stedet for at trække hinanden ned. Nogle kommer for at lære mere om sig selv efter en skilsmisse, så nissen ikke flytter med ind i et nyt forhold.

Andre kommer, fordi de tror, at det at åbne deres forhold vil løse eksisterende problemer og udfordringer. Et meget lille antal kommer, fordi de faktisk har et godt funderet forhold, men nu ønsker at få råd og vejledning til at kunne udvide deres kærlighedskapacitet med at have flere partnere.



Jeg elsker mit arbejde i at støtte folk til at finde ind i deres egen kerne. Jeg lærer dem ikke noget, men hjælper 'blot' med at fjerne det, der står i vejen for at finde ind til deres autentiske selv, hvor livskraften og livsglæden findes.

For en måned siden fik jeg denne e-mail:

'Min mand og jeg har haft mange konflikter på det sidste. Den ældste er flyttet hjemmefra. Det er, som om der er opstået et tomrum. Og så bliver jeg så træt af min sløve mand, der elsker håndbold, skærm og en masse overarbejde. Jo, han vil også godt mig, men jeg har svært ved at give mig hen til ham – synes han er blevet så kedelig de seneste par år. Jeg ved ikke, om jeg elsker ham mere. Og så er det, jeg tænker: Tror du ikke, det kunne være en god måde at få liv i vores forhold på ved at åbne det op? Komme ud og mærke andre spændende mennesker, så jeg mærker, at jeg mere lever ved at få opmærksomhed fra andre mænd? Jeg har ikke turdet nævne det for min mand endnu. Måske skulle jeg bare få mig en hemmelig elsker, så jeg bliver mere glad, og så ville det smitte af på min mand. Han har aldrig været mig utro, og jeg tror ikke, han vil være det. Han kan lide det stabile og rolige liv. Kan du give nogle gode råd?'

Hun har været her to gange nu og gik allerede hjem efter første gang med en helt anden følelse i sig, end hun havde regnet med. Min allerførste intuition var: Hvis hun drøner ud og forsøger at fylde sit liv ved at dope sig med andre mænd – så bliver det et uendeligt fix som med alkohol, stoffer eller shopping.

Jeg spurgte hende:

'Hvad vil du med resten af dit liv? Hvad gør dig glad og får dit hjerte til at juble? Har du nogen drømme, du aldrig har tilladt dig selv at mærke? Bed din mand om at afsætte en hel weekenddag, som I to skal bruge sammen. Spørg ham, om han ikke også har lyst til at stille sig selv de spørgsmål, og fremlæg det så for hinanden i et skyld- og skamfrit rum. Vær så åbne og ærlige over for jer selv og hinanden som overhovedet mulig.'

'Det vil ikke være let, men jeg har en tro på, at det er muligt for jer. Der vil åbne sig et rum mellem jer, som jeg vil foreslå, at I bruger god tid på at udforske. Måske finder I hinanden igen på en ny måde i jeres nye livssituation.'

Min erfaring siger mig, at det først er, når der er ro med god kommunikation mellem partnerne og ikke er usikkerhed om den andens kærlighed, at det er muligt at få positive oplevelser ved enten at inddrage andre mennesker i jeres fælles kærlighedsliv, eller ved, at I hver især får nye oplevelser alene. Ideen med at åbne et parforhold er, at der kommer MERE KÆRLIGHED og skønne oplevelser til – og ikke at det skaber mere usikkerhed og uro.

Og I skal vide, at det tager UFATTELIG meget tid at få en forbindelse med andre partnere. Det skal være noget, I virkelig vil prioritere. Der skal være tid til at pleje det forhold, I har, inden I åbner jeres forhold. Måske skal I 'bare' være swingere, hvor det ikke indbefatter dybere følelseslag.

Men måske er det største eventyr, at I uden andre partnere går på opdagelse i jeres eget forhold.

For mig handler livet i et parforhold om at udvikle en stadig dybere og mere ærlig forbindelse, hvor hver især kan være med sit autentiske selv. Hvis begge parter ønsker at blive ved med at vokse som menneske, kan kæresten eller ægtefællen blive en partner for livet.