Jeg har igennem mine snart 30 år som offentlig person, ishockeyspiller, tv-vært, journalist, mor, kvinde og nu midaldrende singlekvinde fået ufattelig mange spørgsmål om mangt og meget.

Men de senere år er der særligt ét spørgsmål, som konstant har trængt sig på:

»Hvorfor er en kvinde som dig single?«

Selv min mor (der selv er single) og mine børn spørger mig med jævne mellemrum:

»Skal du ikke snart ha’ dig en kæreste?«

At være kvinde midt i 50’erne uden en mand synes at være en tilstand, som enten er lidt mystisk eller i værste fald synd for kvinden.

Der må jo være et eller andet i vejen, siden ingen vil have hende!

Jeg kender selvsagt mange andre singlekvinder. Kun få af dem begræder deres ’situation’. De nyder livet og den frihed, der er forbundet med at være single.

De hylder ikke nødvendigvis friheden til at date og knalde til højre og venstre.

Nej, bare friheden til at bestemme over og i deres eget liv efter mange år som gift, som småbarnsmor, karrierekvinde bundet op på familielivets stramme vilkår.

Jeg elsker selv mit liv som single. Og dybest set rager det jo ikke nogen, hvorfor jeg er det. Det kunne være, jeg ikke gad.

Det kunne være, jeg havde nok i mig selv. Var blevet menneskesky. Mandetræt. Eller bare midaldrende, magelig, kræsen og småkedelig. Og det er vel min sag?

Jeg har været single i – ja, vistnok fem år. Jeg husker det knap nok, for tiden er fløjet afsted. Jeg har på ingen måde kedet mig undervejs.

Og mit liv har taget mange drejninger på vejen. Jeg har lært mig selv bedre at kende. Og jeg har øvet mig i at vælge og fravælge i det store udbud af singlemænd på markedet.

For ja, det er sgu et marked derude. Et marked hvor alarmklokkerne bør ringe, så snart en bejler netop går med ring – og er potentielt gift. Eller nyskilt. De er lige ’farlige’ og uforudsigelige.

Og ja, hvad kommer det dig ved, som sidder med avisen i hænderne lige nu?

Ikke andet end at jeg er et symbol på en tendens i det danske samfund: At mennesker forlader hinanden, og flere og flere fortsætter tilværelsen alene, fordi de ikke gider starte forfra, gå på en million kompromisser i forhold til nye partnere, eller de føler sig tiltrukket at et liv, hvor de selv sætter dagsorden og ikke skal spørge andre (læs en mand/kone/kæreste) om ’lov’.

Når det er sagt, så tror jeg, der er stor forskel på mænd og kvinder. Mænd er ofte langt hurtigere til at finde ny mage efter et forlist forhold, mens kvinderne slikker sårene lidt længere og tager sig tid til at lære sig selv at kende og mærke efter, hvad hun virkelig ønsker dig.

Jeg elsker at være mig selv. Jeg elsker mit eget selskab. Jeg elsker at kunne prioritere mit liv og min familie først. Og i det regnestykke skal man(d) virkelig være one-of-a-kind.

At være single er hverken synd eller skam. Det er for mig som for mange andre kvinder et aktivt valg.

Det betyder ikke, at vi har lukket døren for den-eneste-ene, blot at vi ikke begræder vores situation men snarere nyder den. Og det aktive valg må andre lære at acceptere og forstå uden at mistænkeliggøre singlerne som selvtilstrækkelige mennesker, der har udviklet sig til kræsne, sære individder, der stiller umulige krav til en partner.

Det eneste, jeg begræder, er, at singler som jeg bliver udpeget som en latent trussel: Vi optager boliger, vi øger belastningen på miljøet med affald, elforbrug, biler på vejene og meget andet.

Men husk: Singler bidrager faktisk ekstra til samfundet f.eks ved at betale samme licens som storfamilien, samme præmie på indbo- og bilforsikring som familien på fire.

Vi får mindre i håndværkerfradrag end en husstand bestående af to voksne, vi rejser mere, går mere ud og spiser og bidrager aktivt til forbrug og økonomi. Og sådan kunne jeg blive ved.

Så lad lige mig og andre få lov at være singler i fred!