»Fortryder du, at du i onsdags beordrede, at alle mink skulle aflives, før du havde klarhed over, om der var lovhjemmel til det?« spurgte Ulla Essendrop landets statsminister i 'Aftenshowet' torsdag aften.

»Nej, det gør jeg ikke,« svarede Mette Frederiksen, som tilføjede:

»Fordi jeg mener, det er den rigtige beslutning med den risikovurdering, der ligger i forhold til danskernes sundhed.«

»Det er selvfølgelig en fejl, at der ikke var hjemmel dertil, men jeg mener, beslutningen var rigtig set lyset af den rådgivning, vi har fået fra sundhedsmyndighederne.«

Hallo! Fejlen var ikke, at der ikke var hjemmel. Fejlen var, at der blev truffet en beslutning uden. Det er ny-sprog á la Orwell at vende det på hovedet. Man kunne også kalde det magtarrogance.

Mens statsministeren var i 'Aftenshowet' om aftenen, var jeg samme formiddag for en kort stund retur i Statsministeriet på gæstevisit. Ved en fejl har Statsministeriet ikke slettet sms’erne på min gamle tjenestetelefon – og nu skulle tre personer fra Instrukskommissionen gennemse mine gamle sms’er og fotos for at afdække, hvad jeg eventuelt har haft af korrespondance med Søren Pind, Inger Støjberg og min departementschef om den såkaldte barnebrudssag. Fair nok, for eventuelle ulovligheder skal afdækkes.

Men helt ærligt: I den sag blev nogle ægtepar midlertidigt flyttet fra hinanden. Alvorligt nok, når der ikke var konventionsmæssig dækning for det, men der blev trods alt rodet bod på det, så de kunne flytte sammen igen. Den her skandale er anderledes fundamental: Regeringens håndtering af minksagen tager livet af et helt erhverv, hvor Danmark med 40 pct. af verdensomsætningen er en global leder. Tabte arbejdspladser, tabt velstand. Og det kommer ikke tilbage.

Som jeg skrev i B.T. onsdag: »Det er slut – som i slut for altid.«

I skrivende stund forhandles der erstatning og vilkår for opbakning til regeringens lovforslag om nedslagtning af hele den danske minkbestand. Men det kan kun ende ét sted: Det er slut med dansk minkavl – Kopenhagen Fur har kastet håndklædet i ringen.

Hvis ikke hele dette forløb afdækkes i en kommissionsundersøgelse, hvor der også er indblik i sms’erne mellem statsministeren og fødevareministeren, så er der ikke længere hoved og hale i, hvordan vi kontrollerer vores magthavere i det her land. Sagen er simpelthen for alvorligt til, at den kan lukkes med Mogens Jensens afgang, som må være helt uundgåeligt, hvis der er den mindste anstændighed tilbage.

For det handler jo ikke kun om de seneste par ugers ageren. Nogen bærer jo også ansvaret for, at det kom dertil, hvor den eneste logiske beslutning forekom at slå hele minkbestanden ned. Var man for langmodig med at aflive de coronaramte dyr? Har man afdækket, hvordan sundhedshensyn kunne gå hånd i hånd med en sikring af pelseksporten? Hvorfor har man kun spurgt om en risikovurdering af situationen, »hvis minkavlere efter aflivning af smittede dyr eller pelsning i 2020-sæsonen fortsætter minkproduktionen ind i 2021 som normalt«? Hvorfor har man ikke bedt myndighederne om at gøre sig tanker om at gøre det alternativt eller for nedsat kraft? Hvorfor tog man den store megafon frem og udråbte Danmark som det nye Wuhan, når der ikke var videnskabeligt belæg for det?

Lyder jeg bagklog? Det har du lov til at mene. Men jeg vil nu mene, at jeg allerede fra marts har advokeret for, at man baserede håndteringen af pandemien på tværfaglig rådgivning og almindelige demokratiske principper, hvor den første resolutte strøtanke bliver udfordret af andre vinkler på samme sag frem for umiddelbart at blive omsat til en indiskutabelt dekret. Så det er næppe nogen overraskelse, at jeg ikke er imponeret af hverken regeringen eller den opposition, som jeg selv lægger en mere passiv stemme til, end mit temperament egentlig byder.

Nu glæder jeg mig over, at oppositionen er vækket til live, selv om det desværre er for sent til at redde Kopenhagen Fur, godt 5.000 arbejdspladser og en stor eksportindtægt. Men en svag opposition er som sådan ikke et lovbrud. Det er det derimod, når en regering – bevidst eller ubevidst – bryder grundloven, erkender det for sent, forholder sig passivt i to døgn for så derefter at mene, at fejlen er, at loven ikke gav regeringen ubegrænset magt – ikke, at den ikke respekterede den.

I dag springer høringsfristen for regeringens forslag til ny epidemilov, som vil fastholde en nærmest uindskrænket magt hos regeringen. Afvis den, få en ny om demokratisk lov på plads til årsskiftet (så solen går ned for regeringens egenrådighed tre måneder tidligere end planlagt), og få så nedsat den undersøgelseskommission, der placerer det politiske og juridiske ansvar for aflivningen af et verdensførende dansk erhverv!

Vi lever trods alt i en retsstat.