Onsdag gik jeg 25 km fra DR-byen over Amager og Kalvebod Fælled til Dragør med min datter, Lisa. Stierne har været der i årevis, men nu har Naturpark Amager navngivet ruten – Amarminoen – og sat skilte op, og så var vi pludselig ikke alene. Masser af danskere i efterårssolen. Nærmest i gåsegang som inspireret af de Dragør-gæs, vi mødte, da vi trætte nåede frem. Nudging virker.
Vi elsker at tro, at vi træffer individuelle, originale valg, men vi er på mange strækninger flokdyr. Så hvorfor skulle det ikke også gælde de politiske journalister?
Omstændighederne har gjort, at jeg i stigende grad er ved at udvikle et forhold til politik, som jeg deler med de fleste: Jeg iagttager det udefra gennem det prisme, medierne stiller til rådighed, når de skærer sagen til for os. Skiller – må man formode – det væsentlige fra det uvæsentlige. Og hvad står så tilbage fra ugen, der gik?
Morten Østergaards deroute. Udpenslet i alle detaljer.
Hans politiske lig føres ned ad mediestrømmen, hvor hans politiske med- og modspillere vender ansigtet bort. Lørdag morgen sidder ligestillingsminister Mogens Jensen salvelsesfuld i Go’morgen Danmark – ”det er et problem, at man ikke tydeligt ser, at det har en konsekvens, hvis man laver sexchikane” – men han bliver end ikke spurgt til Jyllandspostens forside, der ellers samme dag har hans egen næstformand, Københavns overborgmester, på forsiden i en tilsvarende sag. Og udenrigsministeren, Jeppe Kofod? Hans navn dukker kun op i rulleteksterne på News samme morgen, fordi han i ugens løb har deltaget i et møde med en udenlandsk kollega, der efterfølgende er testet positiv for covid-19. Jeg skal da lige love for, at det lige behandles lige …
Men det skal det så åbenbart heller ikke. For godt nok lever vi i et retssamfund, men i politik gælder åbenbart andre spilleregler. Det handler ikke om ”forbrydelsens karakter” – ikke om substansen, men om formen. Ikke om, hvad du har gjort eller ikke gjort, men om hvordan det blev italesat og håndteret. Det synes hele kommentatoriet at være enige om.
Tænk sig, om det kunne overføres til livets øvrige forhold: Bertel Haarder var i sin tid imod indførelse af krav om obligatorisk brug af sikkerhedsseler, så han skal da ikke have en bøde, hvis han undlader at tage den på. Simon Emil Ammitzbølle-Bille synes, at skatten er for høj, så han må godt snyde med sin selvangivelse.
Medens linsen var stillet ind på den radikale selvmordsspiral, fik Arne endelig sin pension. Heller ikke her var mediernes fokus isoleret på substansen. I stedet lød besserwissernes dom: Flot, løftet indfriet, men bare lidt ærgerligt, at det var en tidlig morgen klokken fire, så de radikale løb med hele opmærksomheden.
Gid de ville grave lidt dybere. For er det nu i virkeligheden indfriet? Er det målrettet de nedslidte? Nej, det er helt arbitrært, hvem der med den målestok får retten eller ej. Er det økonomisk ansvarligt? Ingenlunde. For det første er det helt usikkert, om kun halvdelen af de berettigede gør brug af den – er det flere, ryger regningen voldsomt i vejret. For det andet løber regeringen fra forståelsen med Radikale Venstre om, at der skal laves modgående reformer, når man gør Danmark fattigere ved at trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet. Men end ikke de radikale magter at slå den pointe fast i offentligheden. De er optaget andetsteds.
Men heller ikke det spiller en rolle. For på overfladen ser det pænt ud.
Midt på Amager Fælled møder vi et par, som også er faldet for Amarminoens tiltrækningskraft. ”Er du ikke glad for at været sluppet fri fra det galehus,” spørger manden med et smil, og vi taler lidt om den radikale nedsmeltning. Jo, tænker jeg spontant og føler for en stund min gang fjedrende og let. Kilometer senere er benene tunge. Det kan sagtens skyldes manglende træning, men jeg kan nu ikke slippe følelsen af, at det også hænger sammen med en ærgrelse over ikke at være en del af en lidt mere substantiel politisk kamp.
For, jo, den danske MeToo-debat er vigtig. Og jo, det er vigtigt at holde, hvad man lover (selv om det i det aktuelle tilfælde er ganske tvivlsomt). Men der er godt nok også andre væsentlige ting på spil: Hvordan får vi væksten igen efter corona? Hvordan løser vi integrationsudfordringerne uden bare at råbe ”dem og os”? Hvordan får vi fjernet ventelistepuklerne i sundhedsvæsenet? Hvordan skal oplevelsesøkonomien overleve fredagspressemøde på fredagspressemøde, indtil vi er ude på den anden side med en effektiv vaccine?
Måske bliver det i næste uge, mediestrømmen vender den vej. Man har jo lov at håbe – for så følger alle politiske partier med garanti med ...
