På tirsdag tager Folketinget hul på det andet folketingsår efter valget på grundlovsdag 2019. Jeg er helt med på, at covid-19 fra den 11. marts, hvor statsministeren lukkede landet, på mange måder har rykket alvorligt ved spillepladen, men på trods af det må dommen være klar: Vi forlader nu det forsømte folketingsår!

På en kort formel: Intet er sket!

Vi har fået en flot 70 % CO2-reduktionsmålsætning, men har ikke set antydningen af en plan for, hvordan den skal indfries. Ikke et ord om, hvordan det kan gå hånd i hånd med dansk konkurrencekraft.

Vi har oplevet et økonomisk tilbageslag tre gange større end under finanskrisen, men der er ingen plan for, hvordan væksten skal genskabes. Tværtimod udskammes den finansielle sektor, og der introduceres nye skatter, som væltes over på danskerne og skader vores konkurrenceevne.

Vi har kortlagt store fremtidige udfordringer i sundhedsvæsenet – flere ældre, flere kronikere – men har endnu ikke set et eneste anslag til en reform, der kan skabe mere nærhed og sammenhæng i vores sundhedsvæsen. Tværtimod har regeringen under dække af covid-19-krisen afmonteret alle patientrettigheder. Ventelistepuklen vokser, og i ugens løb har de almenpraktiserende lægers formand, Christian Freitag – helt overset i nyhederne – trukket sig i frustration over, at de seneste års megen snak om et reformbehov er blevet ved snakken.

Men Arne! Han skal selvfølgelig på pension. Det er så stort set det eneste, der har overlevet valgkampen. Godt nok var tanken, at det skulle være de tidligt nedslidte, der skulle have en værdig tilbagetrækning, men nu bliver det – for valgløftet skal jo på overfladen holdes – lidt tilfældigt, hvem der på alle andres regning kan trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet. Det sejler og er uretfærdigt, men det kan hakkes af på et politisk regneark.

Så her går det godt. I hvert fald på overfladen. En sund offentlig økonomi, der er resultatet af reformbeslutninger, som ansvarlige partier har truffet i modvind, kan alle partier nu kollektivt fyre af – også Enhedslisten, Alternativet og SF, for alle skal have lov til at trække i spenderbukser, de ikke har betalt. Lad os alle fyre hele den opsparede formue af – uden antydning af forhåndsaftale om, hvordan regningen skal samles op. Hvor er det dejligt med rygvind. Vi er vel nu det land i Europa, der har brugt flest af fællesskabets penge under corona-krisen.

Alt sammen fint nok. Danmark overlever. Man kan ikke køre et land i sænk på et år eller en valgperiode. Men hvor skal vi hen?

»Vi har epidemien under kontrol og forventer at have det fremadrettet. Naturligvis med mulige lokale udbrud,« sagde Søren Brostrøm til B.T. i går – i åbenlys kontrast til regeringens ministre, som sjakrer med danskernes hverdagsliv ved at ændre retningslinjer og aflyser bryllupper og familiefester med mindre end et døgns varsel.

Carpe diem. Man skal ikke lade en god krise gå til spilde. Man fornemmer hos regeringen en lyst til at holde os alle i et angstgreb, så ugentlige pressemøder om mundbind og lukketider kan fortrænge Danmarks egentlige udfordringer – hvad skal vi leve af i fremtiden?

Og det virker. I går fortalte en værtinde på en københavnsk café mig om en kvinde, som ikke turde bruge toilettet eller drikke deres vand af glas! Vi skal forlade restauranterne kl. 22, for på det tidspunkt bliver virus åbenbart endnu mere kraftfuldt. Effekten er, at få tør komme – heller ikke før kl. 22. København bløder. Lige om lidt ser vi flere lukkede forretninger og konkurser i oplevelsesøkonomien.

Jeg er sikkert hamrende naiv, men har dog ét håb: Kunne vi ikke bruge tirsdagens start på det nye folketingsår til at normalisere dansk politik. Må jeg foreslå tre dogmeregler:

Pengene bruges af dem, der har skaffet eller vil skaffe dem.

Det må være slut med fribilletterne. Alle vil gerne hjælpe alle, men der skal være forhåndstilsagn om at samle regningen op – på en vækstfremmende og ansvarlig måde.

Almindelig parlamentarisme skal genindføres.

Slut med grænseløse delegerede kompetencer til sundhedsministeren og andre, som forvaltes med mere end tvivlsom henvisning til sundhedsmyndighederne.

Fokus på fremtiden.

Vist er covid-19 alvorligt, og vi skal styre os igennem, men der venter en verden på den anden side, som vi skal forholde os realistisk til. Et mere selvbevidst Kina, et mere protektionistisk USA (uanset om Trump eller Biden vinder) og et mere fragmenteret EU efter Brexit. Vi er kun 5,8 mio. danskere i en verden med 7,8 mia. mennesker. Så vi skal slås for vores velstand og position i verdenssamfundet, gøre Danmark mere attraktiv for investeringer, droppe symbolpolitikken og gøre os klar til den globale kamp, der kun spidser til.

Eller, hvis man skal samle det i fire ord: Lad dog meningerne brydes!