I det år, hvor covid-19 har fyldt alt i politik, medier og samtale, har mange trodset risikoen og holdt hjulene i gang.
Det er sket ved fysisk fremmøde på arbejdspladsen, mens andre har nydt 'hjemmearbejdets forbandelse'.
Jeg er en af de sidste. Og aldrig har jeg set så mange bogreoler.
Utallige digitale møder har givet mig et smugkik på bogsamlingen hos Gorrissen Federspiels klienter, politiske kollegaer, journalister og kommentatorer.
Siden nytår er det udvidet med et indblik hos såkaldt 'almindelige danskere' blandt mit politiske netværks 14.800 medlemmer, som har deltaget i 'digitale forsamlingshusmøder'.
Som en slags antitese til digitaliseringen har vi taget plads foran vores bogreol og set på hinandens krimier, romaner og fagbøger. Lejlighedsvist har jeg fanget et glimt af min egen bog, glædet mig over salget og endnu mere over, at der faktisk er en interesse for politik, der rækker videre end slagord og hurtige overskrifter.
Et af ugens slagord lød: 'Intet statsborgerskab til dem, der stjæler fra fællesskabet!' Efterfulgt af et rødt/hvidt stopskilt. Hverken til at misforstå eller umiddelbart at være uenig i. Vi passer på Danmark. Og vi er bedst til det. Forstå det nu!
Ordene var en Venstre-politikers, men kunne lige så godt have lydt fra en socialdemokrat eller en konservativ, der alle kæmper om at fremstå hårdest og mest kompromisløse i den såkaldte 'værdipolitik', der gennem en generation har været den definerende skillelinje i dansk politik. Senest i de aktuelle forhandlinger om vilkårene for at opnå statsborgerskab.
Måske er det tid til at dreje stolen væk fra skærmen, gribe ud efter bøgerne på reolen og læse det med småt: Det er faktisk ikke let at blive statsborger i Danmark, og vi har ad flere omgange gjort det sværere og sværere. På et tidspunkt må konkurrencen om at dreje den skrue mere i bund stoppe.
Bag de citerede slagord gemmer sig et forslag om, at bødestraf for socialt bedrageri eller dokumentfalsk livslangt skal udelukke statsborgerskab. Det lyder jo besnærende, men betyder eksempelvis konkret, at den hjemmeboende 20-årige, der har lavet 'SU-finten' og flyttet sin adresse proforma for at få den højere SU-sats, aldrig kan blive dansk statsborger. Og misforstå mig ikke. Jeg har ingen sympati for den slags snyd, men har dog anekdotisk ladet mig fortælle, at også pæne folks pæne børn har gjort brug af den.
Aktuelt har vi en minister, der som folketingsmedlem proforma opretholdt sin adresse uden for København, selvom vedkommende de facto boede i ejerbolig i hovedstaden, hvilket udløste et ekstra vederlag. Efter sin natur en handling, som livslangt kunne udelukke statsborgerskab. Og så må man lidt provokatorisk spørge, om der skal stilles større krav for at kunne stemme til Folketinget end til at blive medlem af det?
Socialdemokratiet har med 30 års forsinkelse lyttet til advarslerne fra deres egne vestegnsborgmestre. Alligevel virker det, som om nogen stadig tror, at kampen om at være hårdest på udlændingepolitikken er vejen tilbage til regeringskontorerne. Dels tror jeg ikke på det, dels – og i virkeligheden mere bekymrende – vil det føre os et dårligt sted hen, hvor partiernes angst for at trække sig tabende ud af symbolkampen skaber mere og mere rigide regler, der fremmer eksklusion og distancering fremfor inklusion og fællesskab.
Det ender i et ræs mod bunden, som forhindrer os i at turde blinke, vise ømhed, anstændighed og menneskelighed – for eksempel i form af at tage de mest sårbare børn hjem fra de syriske flygtningelejre.
Vores ansvar for mindreårige i nød tilsidesættes af hård retorik om deres forældres landsforræderi – alt imens mange folketingsmedlemmer inderst inde godt ved, at det både er på kanten af vores internationale forpligtelser og uklogt i forhold til at undgå opbygning af det had, fremtidens terrorister er skabt af. Men tør vi sige det højt til befolkningen?
For der råbes på internettet. De pragmatiske synspunkter kommer let til at drukne, men jeg vover det alligevel: Lad os nu tage de børn hjem!
Og jeg 'tør' sige det med afsæt i det faktum, at der på det samme internet købes stadig flere bøger. Mange danskere vil faktisk gerne nuancerne, eftertænksomheden og fordybelsen – den oplyste dialog, om man vil.
Måske vi politikere skulle være bedre til at fremme den i stedet for at blive ved med at tale til den laveste fællesnævner. Vi kunne jo begynde med at omgøre den helt igennem tåbelige regel, der siden 1. januar har betydet, at de hundredvis af frivillige bogbloggere, der hver dag laver litteraturformidling via hjemmesider, blogs, Facebook og Instagram, nu skal betale skat af indkøbsprisen på det anmeldereksemplar, forlaget stiller til rådighed for dem.
For det gør Danmark åndeligt fattigere, hvor vi tværtimod har brug for det modsatte. Endnu flere bøger på reolerne, flere nuancer, mere oplysning.
God søndag.
