Skal Danmark ud af EU?

»Personligt mener jeg, at vi skal ud af EU, ja.«

Sådan lyder det fra Lars Boje Mathiesen i B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid.

Lars Boje Mathiesen - der fortsat er medlem af Folketinget, dog uden for folketingsgrupperne – er i studiet, fordi han skovler vælgererklæringer ind til sit nye parti Borgernes Parti.

»Indenfor 30 dage er vi i mål med de ‘magiske’ 20.195 vælgererklæringer.«

Og selvom vært og debatredaktør Joachim B. Olsen har lovet at barbere sit skæg af, hvis partiet kommer over spærregrænsen til næste folketingsvalg, ja så tyder alt på, at partiet i hvert fald kommer til at stå på stemmesedlen.

Derfor skal Borgernes parti – der lige nu officielt kun består af Lars Boje Mathiesen – tages seriøst.

Det blev han i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor Lars Boje blandt andet bliver spurgt, om Borgernes Parti mener, at Danmark skal ud af EU.

»Det skal være op til borgerne via en folkeafstemning. Borgernes Parti har endnu ikke en holdning til, om Danmark skal ud af EU.«

Men hvad synes du? Du er jo selv borger, så hvad ville du selv stemme til sådan en folkeafstemning?

»Jamen, der vil jeg stemme ja til, at Danmark skal ud af EU.«

Lars Boje Mathiesen, der - efter kort tid og meget drama - blev ekskluderet som formand for Nye Borgerlige tilbage i marts 2023, har store visioner for sit nye parti, der slår sig op på at være et anderledes parti uden ideologi - baseret på ‘sund fornuft’.

I onsdagens afsnit tryktester Joachim B. Olsen projektet og afsøger, om der er konspiratoriske tendenser til stede, når Boje på partiets hjemmeside skriver, at Danmark ikke skal styres af organisationen World Economic Forum – en organisation, der løbende bliver sat i forbindelse med diverse konspirationsteorier.

Lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Podcast

Hvad vil du, Lars Boje Mathiesen?

Joachim har lovet at barbere skægget af, hvis Lars Boje Mathiesens nye parti ‘Borgernes Parti’ kommer over spærregrænsen ved næste Folketingsvalg. Om ikke andet, så er Borgernes Parti godt på vej - og derfor skal de tages seriøst. Vi stiller skarpt på deres store visioner i dagens afsnit. Og så både indleder og afslutter vi med et par kække spørgsmål.  Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Lars Boje Mathiesen, medlem af Folketinget og formand for Borgernes Parti  Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer:  Kasper Riising og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke

Borgerlig Tabloid - Nyhedsbrev

Få borgerlig debat fra debatredaktør Joachim B. Olsen direkte i din indbakke