Om bare ni år er din verden lavet radikalt om. Du ejer ikke noget, du lever i en politistat, du overvåges konstant via mikrochips i vacciner, du har fået skudt ind i armen, og en gruppe af ekstremt magtfulde personer sidder i toppen og styrer det hele.

Sådan lyder en konspirationsteori, der vinder frem i disse år.

På det seneste har den også opnået popularitet i visse kredse herhjemme.

Et tydeligt bevis på det tog sin indledning 28. september, da en række mail om, hvorfor danske medier ikke dækker situationen i Australien, tikkede ind hos journalister landet over.

Graver man en smule under overfladen på en række af de angreb og beskyldninger, som danske medier blev udsat for, finder man hurtigt frem til, at en række af de involverede personer i mailstormen tror på en teori, der hedder 'The Great Reset'.

Den tager udgangspunkt i en vision, som er blevet fremlagt i den schweiziske by Davos.

»The Great Reset er i virkeligheden to ting,« siger Kasper Grotle Rasmussen, lektor ved Syddansk Universitet og forsker i fake news og konspirationsteorier.

»Den oprindelige The Great Reset er en vision fra World Economic Forum (WEF), som afholder de her topmøder med magthavere og rigmænd i Davos hvert år. Det er en vision for, hvordan vi udvikler verden efter corona. Visionen leder frem mod 2030 og har klima, kredit og covid-19 som hovedpunkter,« siger Kasper Grotle Rasmussen og uddyber:

Grundlægger af World Economic Forum, Klaus Schwab, med den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.
Grundlægger af World Economic Forum, Klaus Schwab, med den tidligere amerikanske præsident Donald Trump. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

»Og så er der konspirationsteorien, som vel har været i Danmark i et års tid. Den siger, at coronakrisen, nedlukningerne og vaccinerne er et led i en plan med WEF, der koordinerer en slags skyggeregering og udstikker ordrer til de forskellige landes ledere. Og her er Australien for eksempel lige nu en prøve,« siger han.

Mange har nok hørt om centrale dele af konspirationsdelen af The Great Reset.

For længe har det været kendt, at Bill Gates anklages for at plante mikrochips i os alle sammen via coronavacciner.

Og mange har nok hørt argumentet om, at coronavaccinerne er markant værre end selve sygdommen. Alt sammen ting, konspirationsteoretikere har taget til sig.

Sådan har konspirationsteoretikere omformuleret en række verdensmål, så de passer ind i deres agenda.
Sådan har konspirationsteoretikere omformuleret en række verdensmål, så de passer ind i deres agenda.
Vis mere

Ikke mindst dem, der tror, at The Great Reset munder ud i, at ingen ejer noget, alle er overvågede i en politistat, som styres af grundlæggeren af WEF, Klaus Schwab, på den ene side og Microsoft-milliardæren Bill Gates på den anden side.

»Dem, der tror på, at The Great Reset er en konspiration, har ret i, at der er en plan, som man gerne så udspille sig hos WEF. Men der er ingen af verdens regeringer, der er underlagt WEF. Og der er ingen beviser for, at vi er på vej til en slags coorporate communism, så ingen ejer noget. Eller at vi bliver masseovervåget ved mikrochips i vacciner,« siger Kasper Grotle Rasmussen og uddyber:

»Der er nogle dele af de planer, der er for klimaet, som kan komme til at gøre ondt på mange mennesker. Men ideen om, at nogen indsætter sig selv som verdensherskere, er der ingen beviser på,« siger han.

Han slår i samme ombæring fast, at konspirationsteorien om The Great Reset er at finde over store dele af verden, men er bestemt ikke en voldsomt populær teori.

Bill Gates (tv) og Klaus Schwab er to af de centrale personer i en konspirationsteori, der vinder frem i de her år.
Bill Gates (tv) og Klaus Schwab er to af de centrale personer i en konspirationsteori, der vinder frem i de her år. Foto: TORSTEN BLACKWOOD
Vis mere

»Der tales rigtig meget om The Great Reset i konspirationskredse. Men det er en ret abstrakt teori, så den kan få svært ved at få bred udbredelse.«