Debatindlæg af Emilie Jäger, medlem af Liberal Alliance Ungdom og Laura Lindahl, MF for Liberal Alliance

Dem, der kan arbejde, de skal arbejde. Også selvom man kun kan arbejde få timer.

Det er kun rimeligt, at vores samfund er indrettet sådan.

Det er midlertidigt ikke nemt at definere, hvornår den enkelte kan arbejde. Der er mange eksempler på, at en borger ikke mener, at han eller hun kan arbejde og derfor søger om førtidspension, men hvor vedkommende får afslag, fordi fagfolk ikke vurderer, at borgerens arbejdsevne er så nedsat, at borgeren ikke kan arbejde.

Det kan skabe store frustrationer, for den melding ændrer ikke nødvendigvis følelsen af ikke at kunne arbejde eller fjerner drømmen om førtidspension hos den borger, som føler sig for syg til at kunne arbejde.

Lad det være helt klart: Vi forstår godt, at det kan føles urimeligt. Vi forstår udmærket, at man kan synes, det er uretfærdigt, at man ikke kan få en førtidspension, når man mener, man er for syg til at arbejde. Men vi vil også insistere på, at det ikke er en vurdering, den enkelte skal have lov til at træffe.

Det må og skal være fagfolk som f.eks. læger og socialrådgivere, der er inde over den beslutning. Præcis som det er i dag.

Det giver naturligvis grobund for de 'sociale modstandsbevægelser', vi i disse år ser poppe up. Mennesker der alle mener, at de bliver uretfærdigt behandlet af systemet, samles og bekræfter hinanden i, at de ikke kan arbejde, og at systemet snyder og svigter dem.

Det er nemmere end nogensinde med de sociale medier, og derfor ser vi bevægelser som 'Jobcentrets Ofre', som har engageret ca 14.000 borgere på landsplan.

De skal endelig kæmpe deres kamp – det er deres ret i et samfund som vores, og det har vi stor respekt for, at de gør.

Helt på samme måde som vi kæmper for vores synspunkt: afgørelsen om hvorvidt den enkelte er for syg til at arbejde, skal ikke ligge hos selvsamme, hvis det betyder ret til en høj varig ydelse på førtidspension finansieret af det arbejdende Danmark.