Er Danmark et lykkeligt land – eller er vi bare gode til at hygge os?

Det er fredag eftermiddag, og jeg har drøntravlt. Den yngste skal hentes fra skolen, vi skal lige hjem forbi og smide tasken, inden vi med det samme skal køre igen, da jeg har en aftale på et bilværksted om en halv time. Jeg bemærker godt, at knægten er lidt mere mut end han plejer at være på vejen hjem, men tænker bare, at han er træt.

Da vi er kommet indenfor døren, skynder jeg mig ud i køkkenet for at smøre en mad, som han kan spise på vejen, mens jeg beder ham smide sin taske og lige huske at gå på toilettet.

Maden er smurt, og jeg står ude i gangen og tripper, mens jeg venter på, at han gør sig færdig. Minutterne går, jeg skynder på ham, uden at der kommer svar. Jeg går ud mod toilettet med et småirriteret 'KOM NU!' på tungen, men det stivner i halsen på mig, da jeg åbner døren ud til toilettet.

Han sidder nemlig stadig på toilettet helt stille, mens tårerne triller ned ad kinderne. Min højeffektive 'børne-manager-adfærd' fordamper, og jeg går stille ind på toilettet og sætter mig foran ham, så vi sidder ansigt til ansigt.

Da jeg forsigtigt spørger, hvad der er galt, får jeg ikke andet svar end to store brune øjne, der stille kigger på mig, mens tårerne fortsætter med trille. Han ryster bare på hovedet og hvisker stille, at han ikke ved det. Jeg tørrer tårerne væk og hjælper ham med at gøre sig færdig på toilettet, hvorefter vi sætter os ind i stuen og krammer lige så stille, indtil jeg kan mærke, at han falder til ro.

'Skal vi gå, skat,' spørger jeg, og da han nikker, sætter vi os ud i bilen og kører afsted.

På turen spørger jeg forsigtigt ind til, hvorfor han var ked af det, hvor han efter lidt tænketid fortæller, at det nok var fordi, der er hele fire af hans yndlingsvoksne, der skal stoppe i klassen.

Vi snakker så lidt om, at det er helt naturligt at blive ked af det, når mennesker, som man har haft et godt forhold til, pludselig ikke skal være der mere, og at man lettere kan blive ked af det, når man er træt om eftermiddagen efter en lang uge.

Jeg fortæller ham, at det er dejligt at kunne mærke, at man bliver ked af det, fordi det betyder, at man er god til at skabe bånd til andre mennesker. Det, der med et fint ord hedder relationer. Det lader til at give mening for ham, vi kører videre og når heldigvis vores aftale.

Hvorfor nævner jeg dette?

Fordi situationen lige så let kunne være endt helt anderledes, hvis jeg havde overset hans følsomme reaktion og bare var kommet til at kværne hans følelser i mit hamsterhjul, hvor der jo ikke altid er indkalkuleret tid til samtaler i øjenhøjde siddende på et toiletgulv.

Men vigtigere endnu, det gælder jo ikke kun 7-årig drenge, der savner sine voksne i skolen, at følelser kan være svære at håndtere. Formentlig gælder det vel os alle, at vi i et højeffektivt, moderne produktivitetsorienteret samfund alt for let kan have alt for travlt til at sanse og erkende både vores egne, men også andre menneskers følelser?

I en tankevækkende international undersøgelse fra 2017 blandt 65 lande, hvor man har kigget på, hvor det er sværest at skabe venskaber, lå Danmark nr. 64, kun overgået af Sverige. Kan det virkelig være rigtigt?

Og hvis det er, er det så ikke ligegyldigt? Vi taler jo om landet, der igen og igen er med i toppen af listerne over verdens lykkeligste lande.

Hvis der bare er noget som helst over en sådan måling, så er det faktisk et alvorligt faretegn, fordi det kan være et tegn på, at vi er os selv nok. Og til trods for, at vi måske nok er gode til at benævne rammen omkring menneskeligt nærvær som hygge, producere LEGO til hele verden, der kan sætte leg i system og ikke mindst svare ja, når vi bliver spurgt om vi er lykkelige, så vi år efter år ender på listen over verdens lykkeligste folkefærd.

Men når hver femte ung føler sig ensom og hver fjerde dansker går rundt med forhøjet stressniveau, så er der måske noget, der tyder på, vi ikke altid giver os selv tid og rum til at kunne mærke hverken lykken - eller ulykken.

Så… er du lykkelig?