Kan du huske sidste gang, du havde købt en ny smartphone og nu sad spændt derhjemme i gang med at pakke den ud?

Var følelsen af at pakke den ud ikke markant anderledes, end da du for eksempel havde købt en ny opvaskebørste, en lampe eller noget andet, som du også havde brug for? Det gjorde det sandsynligvis og med god grund.

Den afdøde Apple-stifter Steve Jobs, der jo har spillet en afgørende rolle for smartphonens udbredelse, var notorisk kendt for at bruge ekstremt lang tid på at forfine designet af ikke bare produkterne, men ligeså meget af den emballage, som telefonen eller computeren skulle pakkes ind i.

Det selvom emballagen jo bare blev smidt ud bagefter og tilsyneladende ikke tjente noget større formål.

Eller gjorde den? Jobs var klar over, hvor vigtigt førstehåndsindtrykket var og ønskede derfor, at den første oplevelse, som brugeren fik med produktet, var indbydende og medvirkende til, at der blev skabt et unikt bånd mellem brugeren og produktet.

Nøglen til dette for Apple, og senere hen hele smartphoneindustrien, blev at målrette sin markedsføring, så man bevægede sig fra at appellere til den praktiske del af menneskehjernen og over i den følelsesmæssige.

Eller sagt på en anden måde: at starte med at dække alle vores 'need-to-have'-behov, vi havde brug for og derefter bevæge sig ind i alle vores 'nice-to-have'-behov, som vi havde lyst til.

Men hvordan kan en død ting som en smartphone dog anvendes til at dække følelsesmæssige behov? For det er vel mest noget, der finder sted mellem levende væsener?

Faktisk ikke. Teknologi kan sagtens skabe følelser i mennesker. Det fandt man ud af tilbage i 90’erne i USA, hvorefter metoden siden er blevet forfinet til perfektion, fordi techproducenterne hurtigt indså, at jo flere følelsesmæssige oplevelser, man kunne skabe via smartphones og de apps, der kunne laves til den, jo mere vil mennesker have lyst til at bruge den, og jo større en del kunne man blive af menneskers liv.

Men hvad er det så for nogle følelser, som du på den måde kan trække via din smartphone?

Den vigtigste følelse for tech-industrien at kunne skabe hos dig er forventning. Forventning er nemlig en af de mest vanedannende følelser, der findes, og som vi ikke kan få nok af.

Forventningsskabende maskiner kender vi for eksempel fra enarmede tyveknægte, som nemt kan føre til ludomani, hvor det for ludomanen sjældent er gevinsten, men trækket og muligheden for gevinsten, der skaber afhængigheden.

En anden vigtig følelse, der kan opnås gennem ens smartphone, er følelsen af at være social. Det er en vigtig følelse, da mennesker behøver mennesker, fordi vi ellers næppe havde overlevet som art.

Så derfor giver det mening, at vi gerne vil være forbundet med de mennesker, som betyder noget for os.

Men denne konstante forbundethed fører så også til, at venskaber i stigende grad plejes via bestemte apps, begær via andre apps samt at ting som selvværd, selvtillid og respekt lige pludselig også bliver koblet op til brugen af 'den lille skærm i lommen der.'

Negative følelser dukker også let op. Hvem er for eksempel ikke blevet provokeret, irriteret, ked af det eller vred over noget, som man har set?

Risikoen ved at vi på denne måde vænner os til, at alle slags følelser kan trækkes i en kommerciel digital automat bliver for mig at se, at vi ændrer noget ret fundamentalt menneskeligt.

Hele formålet med vores følelsesregister er jo, at sørge for, at vi opfører os mere hensigtsmæssigt overfor hinanden i den fysiske verden. At vi, når vi observerer, at nogen er blevet kede af det, kan trøste dem. At vi kan sige undskyld, hvis vi har gjort andre sure. At frustrationer kan løses gennem ansigt til ansigt diskussioner.

Men når vi vænner os til at afkoble følelserne fra adfærden, så ender vi jo alle med at gå rundt hver for sig og ophobe følelser, som vi aldrig får afløb for andre steder end på vores fælles kloakrør: nemlig de 'sociale' medier, der derved gradvist gør os mere og mere asociale.

Og hvor smart er det lige?