Skal vi dø for Grønland?
Det spørgsmål fylder studiet i fredagens udgave af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid, hvor vært Joachim B. Olsen har besøg af politisk kommentator Jarl Cordua og chefredaktør for Netavisen Pio og Afghanistan-veteran, Niels Jespersen.
Men midt i diskussionen om militær afskrækkelse, amerikanske ambitioner og rigsfællesskabets fremtid lancerer Niels Jespersen en løsning, der stikker ud fra debatten: Send Kronprins Christian til Grønland.
Ifølge krigsveteranen er det netop fraværet af et stærkt bånd mellem Danmark og Grønland, der har skabt det tomrum, USA nu kigger ind i.
»Kongehuset er faktisk noget, der er populært I Grønland. Det er faktisk noget, der binder rigerne sammen,« siger han i podcasten.
Jespersens forslag er konkret: Kronprins Christian, eller en anden kongelig, skal have et fast hof i Nuuk og Thorshavn, og han skal lære grønlandsk og færøsk.

I samme forbindelse henviser han til Prince of Wales-titlen, der ifølge ham historisk har haft til formål at binde England og Wales sammen.
»Det er jo med til at binde Storbritannien sammen, og det kunne vi (Danmark, red.) jo godt lære noget af,« slår han fast i podcasten.
Ifølge Jespersen handler det om en reel tilstedeværelse.
»Hvis vi havde en kronprins, der havde et hof i Grønland, på Færøerne, en rigtig tilstedeværelse, og måske gik lidt mindre på natklub i Sydeuropa og lidt mere på diskotek deroppe. Og måske endda fandt sig en kæreste, hvem ved? Nogle børn, der havde rødder begge steder,« foreslår han.
Niels Jespersen understreger dog, at Kronprisens tilstedeværelse ikke kan stå alene.
»Vi skal have et grønlandsk hjemmeværn, vi skal have værnepligtige, der aftjener både i Danmark og i Grønland. Vi skal have højskoler. Vi skal gøre en masse for at prøve at binde os sammen kulturelt,« siger han.
Politisk kommentator Jarl Cordua erklærer sig delvist enig i ideen, men tvivler på timingen.
»Det ville være skønt. Måske havde det kunne flyve for 15-20-25 år siden. Jeg tror, det er forbi. Det er simpelthen for sent nu,« slår han fast i podcasten.
Alligevel mener Cordua, at kongehuset fortsat skal spille en rolle:
»Jeg synes dog, det var en glimrende idé at sende kongen derop. Han kan ikke være nok deroppe.«
Du kan høre hele debatten om Grønland, USA og rigsfællesskabets fremtid i fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid.
Hør den på Spotify, Apple Podcast – eller tryk ‘lyt’ herunder.

