Prins Harry og hertuginde Meghan har meddelt, at de vil trække sig tilbage fra livet som 'senior kongelige' og i stedet bestræbe sig på at blive økonomisk uafhængige, og det har nu givet øget fokus på de kongelige børn, der ikke skal arve tronen. I både det danske, det norske og det svenske kongehus vil de yngre sønner og døtre ikke modtage apanager fra staten. De har ikke nogen rolle at spille i moderne monarkier og må derfor til sin tid finde et normalt arbejde og leve en normal tilværelse.

Historisk set er dette imidlertid noget nyt. Tidligere havde også de yngre kongelige børn vigtige politiske roller. Dog forudsat, at de giftede sig standsmæssigt (d.v.s. med andre kongebørn). Hvis de derimod giftede sig borgerligt, mistede de titler og arveret.

Det var altid godt at have en yngre bror som en reserve, hvis der skulle ske den førstefødte noget. Som regel kunne kun drengebørn arve tronen, men prinsesser havde også værdi.

De blev anvendt som brikker i det udenrigspolitiske spil i form af arrangerede ægteskaber mellem dem og jævnbyrdige udenlandske fyrster og kunne derved blive dronninger.

Kronprinsparrets børn deres Kongelige Højheder prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.
Kronprinsparrets børn deres Kongelige Højheder prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Yngre kongesønner var automatisk garanteret en plads i samfundets elite som topembedsmænd eller officerer, og de blev sat til at føre hæren i krig eller på anden måde spille en reel og aktiv rolle.

Men de kunne også være uroelementer og bruge deres høje position til at genere deres storebror, kongen. Ved deres hof samledes alle dem, der var misfornøjede med den siddende konges styre. Takket være deres afstamning og stilling var de nemlig i stand til at tage kritikere under deres beskyttende vinger.

En løsning kunne være at dele kongens territorium mellem hans forskellige sønner. Når Slesvig i middelalderen kom fra kongeriget Danmark og blev et hertugdømme, var det netop udtryk for at finde en meningsfuld og standsmæssig plads til en yngre kongesøn.

Men i dag er forholdene anderledes. I nutidens demokratiske, ligestillede velfærdssamfund har kongen/dronningen ikke politisk, men kun symbolsk og repræsentativ betydning.

Tiden er løbet fra, at ægteskab med borgerlige fører til tab af royal titel – og fra arrangerede ægteskaber som sådan. Yngre sønner og i dag også døtre har fortsat betydning som reserver i arvefølgen, men det er usandsynligt, at der nogensinde vil blive brug for særlig mange af dem om nogen overhovedet.

Når de bliver voksne, må de derfor finde noget andet at lave. Nogle af medlemmerne af den danske kongefamilie vil måske kunne udnytte offentlighedens interesse for deres kongelige familieforhold til at få job i medierne eller i underholdningsbranchen.

Prins Joachim har i efteråret som tv-vært vist vejen her. Andre vil måske forsøge sig inden for kunstbranchen eller måske i idrættens verden. Nogle vil måske trække på familietraditionen og gøre karriere i militæret eller inden for velgørende organisationer.

Men de fleste royale børn vil nok få normale job som f.eks. pædagog, kontorfunktionær, bankansat eller mellemtekniker – uden for offentlighedens søgelys og på helt almindelige lønmodtagervilkår. En del vil måske lægge deres virke i udlandet, hvor de ikke er kendt af offentligheden og derfor kan være anonyme.