Jeg har noteret mig, at der har været en vældig diskussion af au pair-pige-ordningen.

Så fik de for få penge, så arbejdede de for meget, så skulle de lære mere dansk. Jeg har ikke blandet mig i diskussionen, fordi jeg dybest set ikke ved ret meget om au pair-piger. Jeg bor ellers i et af de områder i Danmark, hvor der bor flest au pair-piger (og -drenge).

Hvad jeg derimod ved, er, at mange mennesker i dag har nogle arbejdstider, der ligger uden for otte til fire. Mennesker, der arbejder nat, weekend og helligdage og på den glade side af 50 timer om ugen. Det behøver ikke være direktør dit og dat. Nogle af mine allerbedste venner er begge sygeplejersker, og heller ikke for dem er det spor nemt at koordinere en hverdag med fire børn.

Jeg forstår, at mange har meget stærke holdninger til au pair-piger. Jeg selv ville nok have svært ved at få det til at fungere, men det handler nu mest om min egen privathed. Jeg ville ikke kunne have et fremmed menneske boende gennem længere tid. Men hold nu op, hvor kunne jeg godt bruge en slags deleordning. Og det fik mig til at tænke: Hvad blev der af de gode gamle husholdersker?

De unge må supplere deres SU med et fribeløb, og der findes noget tilsvarende for pensionister, som må tjene omkring 10.000 kroner skattefrit ud over folkepensionen. Pensionister har erfaring og et særligt håndelag. Kunne man ikke lave en ordning, som kunne være til gavn for både dem og danske familier?

Mine forældre havde en Grete. Grete var denne ældre dame, der gennem 15 år kom i huset. Hun boede selv i en lille lejlighed på Vesterbro. Vi var langt oppe i 1990'erne, før hun fik lagt varmt vand ind i lejligheden.

Bad og toilet var der dog stadig på gangen. Hun elskede at komme hos mine forældre, når der skulle passes hund, eller når hun kunne bo i huset, mens de var på ferie. Grete var ferm til at gøre rent, og kom mine forældre sent hjem, så lavede hun gerne mad til dem. Grete blev simpelthen et medlem af familien, men med en værdig og professionel distance, som hun fik en skilling for.

Rigtig mange mennesker – jeg selv inklusive – kunne godt bruge en Grete. Ikke hele tiden, men bare en gang imellem. Tænk, hvis man en gang om ugen ikke behøvede lave mad? Eller hvis man kom hjem til tøj, der var vasket og strøget.

Det ville betyde alverden. Jeg tror, der findes mange Grete'r derude. Også mandlige. Måske skulle man overveje at lave en Tinder-lignende app med Grete'r. Jeg synes godt, vi kunne prøve at tænke lidt moderne her.

Tre nedslag fra ugen

Ugens mest foruroligende nyhed er egentlig bare endnu en række økonomer og topchefer, som giver udtryk for deres bekymring over alle de tegn, der er på en ny recession. Jeg ved ikke, hvordan andre læser den slags nyheder, men jeg kan sige, at jeg ser på det med den største alvor og er i fuld gang med at overveje, hvordan jeg selv kan forberede mig. Er der klatgæld, så er det NU, den skal klares. Og det er også nu, der skal kigges på, hvor der fremadrettet kan spares.

Ugens mest triste nyhed er uden tvivl det endelige farvel til UK i EU. Eller brexit, som det jo er kommet til at hedde. Alle disse konservative, der tror på, at landet vil rejse sig og genvinde den styrke, landet tabte under sit medlemskab i unionen. Tja, jeg tror desværre, de tager grueligt fejl. De rige i England vil klare sig uanset hvad, men de fattige vil miste endnu mere, og de stokkonservative vil (for sent) opdage, at de bliver isoleret.

Ugens glade nyhed er helt sikkert, at Hanne Boel har udsendt et nyt album, 'Between Dark & Daylight'. I ni år har vi intet hørt fra Danmarks måske dygtigste sangerinde. Hun var helt tilbage i 80’erne med i gruppen Blast, som jeg hørte flere gange live på Montmartre. Et kæmpe idol for min generation. Jeg glæder mig til at sætte mig hen ved højttaleren og lytte til hendes dybe og genkendelige stemme igen.