Nu skal jeg ud og bruge andre folks penge.

Onsdag d. 28 november blev jeg efter seks års mareridt i jobcentrets varetægt visiteret til fleksjob.

Når man møder i rehabiliteringsteamet for at få sin dom,  så er det med nerverne uden på tøjet - og denne onsdag blev en af mine værste, men også den bedste onsdag i mit liv.

Natten og dagene inden havde jeg ikke lukket et øje. Rehabiliteringsteamet er den instans, som med hård hånd - ud fra kommunens måltal - styrer, hvor mange syge borgere, der skal visiteres til endnu et unyttigt og inhumant ressourceforløb, til fleksjob eller en længe ventet førtidspension.

En menneskemængde af politikere samt syge kontanthjælpsmodtagere havde samlet sig foran CAB (Center for arbejde og beskæftigelse ) i Københavns Sydhavn for at støtte op om mit møde med dommerne i rehabiliteringsteamet.

Disse blev akkompagneret af kor og orkester fra Jobcentrets Ofre - en musikgruppe, som tager ud at spille med protestsange, der i ord og toner og med humoristiske tekster synger røvhullerne ud af Christiansborg.

Gode kræfter fra vores sociale modstandsbevægelse havde lagt timer i at arrangere en støttedemonstration for undertegnede. Tak for det, ikke et øje var tørt, i hvert fald ikke hos mig.

Jeg har i seks år været i det inhumane jobcenters kløer og kæmpet for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg har været uarbejdsdygtig på fuld tid på grund af udtalt slidgigt i det meste af kroppen, men nu kom løsningen.

Nu skal jeg tilbage på arbejdsmarkedet. Med et stort smil blev jeg visiteret til at have papir på, at jeg nu er kongelig, privilegeret samfundsnasser, som bruger andre folks penge.

Jeg skal tilbage i et job som cigaret- og hygiejnebindssælger i en lille købmandsforretning, hvor jeg igennem to år har været i arbejdsprøvning. Det giver mening - i hvert fald for mig som gerne vil bestille noget.

Jeg har været på arbejdsmarkedet i sammenlagt 46 år - jeg startede som syvårig med at veje kartofler og grøntsager af i en købmandsforretning. Og skæbnen vil, at jeg også i denne branche skal ende mine dage.

Jeg troede, jeg ville dø i mit forløb med jobcenteret - for der har de fandme ikke været søde ved mig.

Men skæbnen ville det anderledes.

Det modtryk, som foreningen Jobcentrets Ofre samt Næstehjælperne i samarbejde med andre sociale modstandsbevægelser har lagt på politikerne, har gjort, at borgerne nu forhåbentlig får en blidere medfart i jobcentrene fremover.

Problemet er bare, at syge kontanthjælpsmodtagere stadig bliver udskammet af samfundet for at bruge andre folks penge.

Er du syg på sygedagpenge så har alle medlidenhed med dig. Er du syg i årevis, efter at have mistet dine sygedagpenge og bagefter er røget på kontanthjælp, så får du skyld for at nasse på samfundet, fordi du bruger andre folks penge til at brødføde dine børn.

Nogle i samfundet burde skamme sig - og det er fandme ikke de syge...

Liberale røvhuller har selv skabt uroen på beskæftigelsesområde, og kampen fortsætter for mit vedkommende , nu hvor jeg får lidt mere i kassen - af andre folks penge. Så får jeg også råd til at gøre mere oprør i min kamp for social retfærdighed.

I har bestemt ikke hørt det sidste fra mig.

Ta' den, Laura Lindahl og Rasmus Jarlov. Samfundets liberale fantaster fra blå slyngelstue, I får kamp til stregen.