Jeg skal ellers love for, at Bwalya Sørensen har fået ørerne i maskinen.

Talskvinden for de danske BLM-demonstrationer siger og gør åbenbart for mange mærkelige ting, for Facebook syder og koger over hende.

Måske er hun på vej til at præstere det umulige, nemlig at fucke verdens bedste sag op i Danmark. I givet fald har en revolution endnu en gang kvalt sine egne.

Ikke blot pga. Bwalya Sørensen. For jeg ønsker oprigtigt, at BLM-råbet trænger igennem. Men tidens identitetskampe er blevet så skingre og rasende, at de frastøder mere, end de tiltrækker.

Er det nu, jeg er nødt til at komme med en disclaimer? Ja, jeg mener trods hele min forkerte tilstand som hvid og midaldrende og boomer, at Black Lives Matter er en enormt rigtig reaktion på racisme og brutalitet.

På samme måde er kvindekampen stadig relevant. Og miljøkampen. Og kampen for seksuelle, religiøse og etniske mindretals rettigheder.

Men der er sket en forgrovning af bevægelserne. De er begyndt at trække vejret gennem hadet til de andre. Ekkokamrene buldrer løs på nettet. Centrifugen går amok.

MeToo er vigtigt. Det handler om at bekæmpe mænds magtmisbrug. Men mange står af, når navngivne mænd bliver overfaldet på sociale medier og dømt skyldige uden rettergang.

Identitet er vigtig. Men der går skår i sagen, når en udenlandsk underviser på CBS føler sig krænket over at skulle synge med på 'Den danske sang er en ung blond kvinde'. Eller når Københavns Universitet udsender et de facto-forbud mod at bære sombrero ved en kostumefest, fordi det muligvis kan krænke udenlandske studerende af mellemamerikansk ophav.

Miljøkampen er den vigtigste. Greta Thunberg er vigtig. Hun er selve inkarnationen på den generation, der skal redde planeten. Og hun har grund til at være skrøbelig og sitrende. For min skyld må hun gerne græde, når hun taler. Hun må også godt sige 'how dare you' til FN's Klimaforum. Jeg tror bare, at hun lige der mistede nogle af dem i forsamlingen, der kunne være vigtige at have med.

Sagerne fejler ikke noget. Men de skyder ofte sig selv i foden.

Man kan pludselig blive udnævnt til en fjende på grund af sit køn. Sin alder. Og på grund af sin hudfarve. Uanset hvad man så i øvrigt har af holdninger.

Måske var det derfor, Bwalya Sørensen aktivt gennemførte en slags apartheid, da hun frasorterede hvide med-demonstranter ved den store demonstration i København, selvom selveste Martin Luther King hele tiden råbte, at vi ikke skal bedømmes på vores hudfarve, men på vores karakter.

Og derfor vil reaktionen på denne klumme også være, at jeg bare skal holde min kæft. Et menneske med det forkerte køn, den forkerte farve og den forkerte alder skal bortcensureres.

Der er kun det spyttende raseri. Der er kun fjender. Og det kvæler revolutionen.